Styrelse: Miljøvurdering kan undlades før jordfordeling
Projektejere skal ikke længere indsende screenings- eller VVM-afgørelse, før en kendelse i jordfordelinger ved for eksempel vådområde- og lavbundsprojekter. Der kan dog stadig gælde krav om miljøvurdering for de fysiske projekter, meddeler Landbrugsstyrelsen.

Projektejere skal ikke længere indsende screenings- eller VVM-afgørelse, før en kendelse i jordfordelinger ved for eksempel vådområde- og lavbundsprojekter. Arkivfoto
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Efter en lovgennemgang har Landbrugsstyrelsen som jordfordelingsmyndighed og sekretariat for jordfordelingskommissionerne besluttet, at der ikke længere skal sendes dokumentation for en gennemført miljøvurdering, inden en jordfordelingsplan kan behandles i jordfordelingskommissionerne.
Det har indtil nu været sådan, at der skulle foreligge enten en screeningsafgørelse eller en VVM-afgørelse, inden kendelsen i jordfordelingskommissionerne, men det er ikke længere et krav.
En jordfordelingsplan udløser ikke i sig selv et krav om en screenings- eller VVM-afgørelse, fordi jordfordelingsplanen ikke er afhængig af de projekter, som man planlægger at udføre på arealerne efter jordfordelingen, skriver Landbrugssyrelsen på sin hjemmeside.
Fysiske projekter
- Vi forventer, at ændringen vil lette jordfordelingsprocessen for projektejerne i forhold til især jordfordelings-planer, der er knyttet til etableringen af lavbunds- og vådområder, og reducere tidspres frem mod jordfordelingskendelsen, skriver styrelsen, og tilføjer:
- Det er vigtigt at pointere, at ændringen kun gælder i forhold til selve jordfordelingsplanerne. Der kan stadig gælde krav om miljøvurdering, herunder screening og VVM-afgørelser af de fysiske projekter, der skal etableres, når jordfordelingen er gennemført. Hvornår og hvordan I skal udarbejde miljøvurderinger er beskrevet i miljølovgivningen og hos miljømyndighederne; Miljøstyrelsen, regionerne og særligt kommunerne.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.




































