Antallet af landbrugskonkurser er faldet
Antallet af konkurser i Danmark er steget. Det gælder dog ikke indenfor kategorien »landbrug og fisk«, hvor der er sket et fald i løbet af en 12 måneders periode.

Fra april 2022 til marts 2023 var der 88 konkurser, hvilket er et samlet fald på 12,9 procent. Arkivfoto
For perioden april 2021 til marts 2022 var der 7.019 konkurser og fra april 2022 til marts 2023 var der 7.771 konkurser, hvilket er en stigning på cirka 11 procent.
Det har data- og analysevirksomheden Experian opgjort i en større analyse.
- De seneste måneders konjunkturudviklinger og højere omkostninger har skabt flere konkurser i dansk erhvervsliv. Snart skal alle coronalån være betalt tilbage, og her er vores erfaring, at restaurationerne har det svært, siger Bo Rasmussen, der er direktør hos Experian.
Hvis man sammenligner det seneste år med samme periode året før, har der modsat været en stigning på knap 11 procent - men udviklingen spænder over store regionale forskelle.
- Det er et tegn på, at erhvervslivet er presset, og det kræver stor opmærksomhed, siger Bo Rasmussen.
I alt for marts 2022 var der 13 konkurser indenfor kategorien »landbrug og fisk«. For marts 2023 var der 14 konkurser. For perioden april 2021 til marts 2022 var der dog 101 konkurser, og fra april 2022 til marts 2023 var der 88 konkurser, hvilket er et samlet fald på 12,9 procent.
Hvis man ser på de seneste 12 måneder er det Hovedstaden, der viser den største andel af konkurser. 12,68 virksomheder gik konkurs for hver 1.000 aktive virksomheder i Hovedstaden i perioden. Her er det Grønland, der viser den laveste andel med en andel på kun 4,66.