De største banker og institutter tjente 31 milliarder kroner i 2018
Overskuddet i de største banker og realkreditinstitutter faldt i 2018 med 10 milliarder kroner. Det skyldes blandt andet et turbulent år på aktiemarkederne og ekstremt lave renter.
De 18 største banker og realkreditinstitutters overskud er faldet fra 41 milliarder kroner i 2017 til 31 milliarder kroner i 2018 – et fald på 10 milliarder kroner, oplyser de finansielle institutters fælles interesseorganisation, Finans Danmark.
Dermed forrentede bankerne egenkapitalen med cirka 8 procent i 2018. I 2017 var det over 11 procent.
Nedgangen skyldes blandt andet et turbulent år på aktiemarkederne og ekstremt lave renter.
- En af hovedforklaringerne bag bankernes faldende overskud er den turbulente udvikling på aktiemarkederne i 2018, især mod årets slutning. Det har medført en kraftig nedgang i bankernes handelsindtægter sammenlignet med 2017, hvor bankerne nød godt af fremgangen på aktiemarkederne, siger Niels Arne Dam, cheføkonom i Finans Danmark.
Han pointerer samtidig, at de 18 banker i 2018 foretog samlede nedskrivninger på knap 1 milliard kroner. Det er et lavt niveau for nedskrivninger, men dog højere end i 2017, hvor nye nedskrivninger var så lave, at bankerne samlet set havde plus på den konto.
Stigende pres
- Bankernes indtjening er også påvirket af, at deres renteindtægter er under stigende pres fra de meget lave renter. Blandt andet betaler bankerne negative renter på deres indestående i Nationalbanken, mens ingen banker opkrævede negative renter for privatkunderne i 2018. Det hører også med, at bekæmpelse af hvidvask og skærpet compliance har øget bankernes omkostninger, siger Niels Arne Dam.
Han understreger, at investorerne forventer, at bankerne kan levere et afkast, som kan matche alternative placeringer af deres kapital.
- Bankerne skal derfor løbende levere en sund og robust indtjening, hvor der naturligvis kan være udsving fra det ene år til det andet. Samtidig er det vigtigt, at sektoren udvikler sig og fortsat tilbyder relevante og konkurrencedygtige produkter til kunderne, siger Niels Arne Dam.







































