DLG offentliggjorde i går sit halvårsregnskab, som koncernen kalder et af de bedste efterfulgt af kommentarer om, at koncernen betragter det solide regnskab med tilfredshed – også set i lyset af de afledte effekter af den historiske tørke i 2018.

Driftsresultat (Ebitda) blev på 594 mio. kr., mens resultatet før skat blev på 151 mio. kr. Omsætningen på 24,5 mia. kr. er på niveau med første halvår 2018. Koncernen styrkede samtidig de finansielle nøgletal, oplyses det i en meddelelse.

De afledte effekter fra sidste års tørkeramte høst betød i første halvår 2019 en kornhandel på 600 mio. kr. mindre end forventet. Effekterne blev dog til dels opvejet af en samlet salgsfremgang af råvarer og færdigfoder på koncernens tre hovedmarkeder i Danmark, Tyskland og Sverige, kan man læse om resultatet, og DLG fortsætter:

Tallene rummer blandt andet en 7 procents fremgang i kvægfodersalget og en 11 procents fremgang indenfor råvarer. Koncernens forarbejdning af raps og salg af raffineret olie har ligeledes præsteret en meget tilfredsstillende indtjeningsfremgang. Desuden har DLG’s store tyske datterselskab Team AG haft en øget omsætning på 600 mio. kr. og realiseret et driftsresultat på 186 mio. kr., svarende til en indtjeningsfremgang på 10 procent i forhold til første halvår 2018.

Tilfreds

Koncernchef Kristian Hundebøll er tilfreds med halvårsregnskabet:

- Vi er tilfredse med halvårsregnskabet, der endnu engang viser robustheden i vores forretning. Efter et vanskeligt år med negative afledte effekter af sidste års høst, så har især vores større salg af færdigfoder og råvarer, sammenholdt med en markant indtjeningsfremgang i vores tyske energiforretning, virkelig trukket op, siger Kristian Hundebøll.

Ser lyst på fremtiden

Fremtiden tegner også godt, ifølge koncernen: Med udgangspunkt i historisk gode finansielle nøgletal sammenholdt med et styrket finansieringsberedskab på 1,9 mia. kr. via en succesfuld udstedelse af tyske Schuldschein-obligationer står DLG-koncernen godt rustet til fremtiden.

- Vores målrettede arbejde med både at strømline forretningen og forbedre koncernens finansielle nøgletal har båret frugt. Med et styrket likviditetsberedskab står vi rigtig godt rustet til at kunne videreudvikle vores kerneforretning og herigennem skabe værdi til vores ejere, siger Kristian Hundebøll.

DLG forventer også en god høst, i hvert fald i det nordlige Europa, selvom det er for tidligt at spå om det endelige resultat.

- Billedet i Danmark, Sverige og Nordtyskland ser positivt ud, mens de østlige dele af Tyskland ser ud til at få en noget mindre høst end forventet. Vi kan derfor først drage den endelige konklusion om vores forventninger til årsresultatet for 2019, når vi når længere ind i høsten, siger Kristian Hundebøll.

laj

Nøgletal for DLG-koncernen pr. 30/6 2019

 

• Omsætning, mia. kr.   24,5 (24,3)

• Driftsresultat (Ebitda), mio.kr. 594 (611)

• Resultat før skat (EBT), mio. kr. 151 (159)

• Koncernresultat, mio.kr. 93 (100)

• Egenkapital, mia. kr. 5,6 (5,3)

Finans