- Børnene tæller jo virkelig ned til årets dyrskue – længe før, fortæller Julie Møller Nymark fra Stald Kærsgaard i Søby på Tåsinge.

Da meldingen derfor kom, at årets fynske dyrskue var aflyst, var det derfor noget, der kostede mange tårer. Derfor var der ikke langt fra tanke til handling:

- Selvfølgelig skal vi til dyrskue. 

»Corona Dyrskue«

Initiativet til et mini »Corona Dyrskue« tog derfor hurtigt form, og da dagen kom, hvor de tre dyrskuedage oprindeligt skulle have begyndt, trillede den ene trailer efter den anden ind på Stald Kærsgård hos Julie og Henrik Møller Nymark i Søby på Tåsinge.

- Faktisk er her 13 af de i alt 15 tilmeldte Jydske heste, der var tilmeldt det aflyste skue i Odense, påpeger Julie Møller Nymark, der kan fortælle, at shetlandsracen også er repræsenteret med tre følhopper plus tre andre. Desuden tæller samlingen af dyr til »Corona Dyrskue« 3 hunde og 8 kaniner.

Der er tale om det fællesskab, der plejer at være sammen på årets dyrskue, der har valgt at samles om deres passion for heste.

- Med alle voksne og børn er vi i alt 48 deltagere, så det er blevet til »Søby Camping«, lyder det fra Julie, der kigger rundt på de mange telte og campingvogne, der er fordelt hele vejen rundt om gården.

Og stuehuset er låst af.

- Det er jo rigtigt dyrskue - for os alle. Så vi går heller ikke selv indenfor i de her dage. 

Enorm opbakning

Lørdag formiddag var alle heste shinet op, og hestefolket trukket i det fine tøj. Alle deltagende heste blev bedømt på trekantbane og modtog rosetter og gaver. Dog uden tilskuere udefra, da antal mennesker på matriklen så ville overstige det tilladte.

- Vi har gjort det sådan, at der var diplomer, rosetter og ærespræmier til samtlige. Vi har oplevet en kæmpe lokal opbakning til sponsorgaver, og det gælder på hele Fyn, da vi jo alle kommer forskellige steder fra.

Ud over bedømmelse af hestene bød de tre dage også på et væld af andre aktiviteter og konkurrencer. Det gælder blandt andet kaninhop, agilitybane, turridning, bueskydning, ringridning og striglekonkurrencer.

- Vi bruger de rammer, vi nu engang har. Det betyder også, at vi har måtte flytte lidt rundt på hestene på folden, når vi har skulle bruge plads til aktiviteter, men det er gået helt uden problemer, fortæller Julie Møller Nymark, der da ellers havde sine betænkeligheder ved at lukke samtlige 13 store jydske heste på én fold sammen, idet de trods alt kommer syv forskellige steder fra.

Den helstegte pattegris skifter stille og roligt farve på grillen lørdag eftermiddag – klar til dagens tredje måltid i den store forsamling.

- Det er bare fedt det her. Folk griner, og børnene hygger sig, lyder det fra Julie Møller Nymark, inden hun går videre med træningen i bueskydning, som hun blot for få måneder siden også er begyndt at mestre fra hesteryg.