Modeldyrene fra Hobro melder klar til Herning
Det gik temmelig godt for familien Nørgaard på årets Hobro Dyrskue. Nu tager de dyrene med til Herning, og så må tiden vise, hvordan de klarer sig i kampen mod Danmarks allerbedste malkekøer.

Hele teamet omkring Niels Henrik Nørgaard og i alt 12 tilmeldte dyr i Hobro. På Landsskuet har han reserveret 15 pladser og stiller blandt andet med alle sine model-dyr fra Hobro. Foto: Tenna Bang
For Niels Henrik Nørgaard gik det særdeles godt på dyrskuet i Hobro. Han trak den ene modeltitel efter den anden til sig, både indenfor Holstein og Jersey. Til årets Landsskue i Herning har han reserveret 15 pladser, som blandt andet skal fyldes af modeldyrene fra Hobro.
Men at komme med topdyr fra Hobro er ikke ensbetydende med, at det også bliver topdyr i Herning.
- Der er jo mange modelkøer i Danmark inden Landsskuet, og der er kun én, der bliver den smukkeste ko i Danmark, siger Niels Henrik Nørgaard.
Store forventninger til Miss Hobro
Selvom ingen kender dagen i morgen, ved Niels Henrik Nørgaard godt, at en stribe modelkøer fra Hobro giver ham ret gode kort på hånden i Herning, hvor trumfen nok er Miss Hobro 2024. En Jacoby-datter, som også fik prædikatet bedste malkeorganer, bedste yngre Holstein og Holstein Champion i Hobro.
- Den ko, der vandt i Hobro, er ikke fejlfri. Det er der ikke nogen, der er. Så det handler om, at hvis der er en lille bitte fejl, hvor højt vægter man så den i forhold til alt det andet gode. Og det er jo det, dommerne har til opgave den dag, vi er til dyrskue, siger Niels Henrik Nørgaard og fortsætter:
- Men man vil altid have det sådan, at når der er en, der vinder et skue, så har man store forventninger til den, når den kommer til Herning.
Jerseykøer som hobby
Foruden modeltitlerne indenfor Holstein, herunder også bedste besætningsgruppe, tog familie Nørgaard også titlerne med hjem indenfor Jersey.
- Vi har fem jerseykøer i stalden. De to af dem var golde på tilmeldingstidspunktet, så vi tog de tre andre med til Hobro, siger Niels Henrik Nørgaard om et trekløver, som blandt andet blev belønnet med titlen som bedste jersey-besætningsgruppe.
Niels Henrik Nørgaard har 240 årskøer. Jerseyerne er en hobby, som den ældste datter Lise startede, da hun for ni år siden fik en jerseykalv. Lise har siden gået i ringen adskillige gange med familiens køer og deltager også i mønstringskonkurrencer.
Det skal være sjovt
Men Lise er ikke den eneste, som er vild med dyrskuer i børneflokken. De andre søskende hjælper også til, og der er i det hele taget mange mennesker omkring Niels Henrik Nørgaard og køerne, når familien stiller til dyrskue.
Både egne børn, deres venner og elever.
- Det er fedt at være mange og dele de gode oplevelser, succeserne. Men også når det går den anden vej, så kan man hjælpe hinanden med at komme videre, forklarer han.
- Vores mål er, at det skal være sjovt at være på dyrskuer, siger Niels Henrik Nørgaard og fortæller, at det mål blandt andet opnås ved at være mange mennesker til at hjælpe. Ikke alene på dyrskuet, men også derhjemme, hvor dagligdagen skal fortsætte, også selvom der er Landsskue i Herning.
Konkurrence og socialt samvær
Niels Henrik Nørgaard er kommet på Landsskuet i Herning, siden han var fem år gammel og lægger da heller ikke skjul på, at det i høj grad er børnene, som giver energien til at deltage år efter år.
Et er konkurrencen i ringen, men noget helt andet er det sociale, når skuet lukker ned om eftermiddagen.
- Det sociale er en stor del af det. Både for vores børn på seks år og de store på 18 år, men det er det også for os voksne, Niels Henrik Nørgaard, som glæder sig til nogle gode dage i Herning.