Det er tre år siden, Peter Skov Pedersen startede virksomheden ThermoTop. Alligevel kan virksomheden bryste sig af at have over 25 års erfaring.

- Jeg var med til at udvikle det ventilation, vi ser i dag. For eksempel gardiner i siden af stalde, fortæller Peter Skov Pedersen, som har en fortid i den tidligere Aars-virksomhed Turbovent og Munters.

At det lige blev naturlig ventilation, som blev Peters niche, er tilfældigt, men han er gennem årene bare blevet mere og mere bidt af det.

I dag har han gennem ThermoTop ansat fire mennesker, som tilsammen står for nybyg, service og renovation af ventilation og produkterne er stort set de samme som for 25 år siden, altså det lokalt producerede fra Aars.

- Fordi det er kvalitet. Vi er dygtige til at lave kvalitet i Danmark og derfor kunne jeg aldrig drømme om at gøre det anderledes, det slår jeg hårdt på, siger Peter og fortsætter:

- Nogle anlæg har jo kørt i 25 år, så det skal vi selvfølgelig ikke lave om på, siger Peter Skov Pedersen.