Horsens gør klar til skue
Tradition, formidling og fællesskab i hjertet af Horsens er nøgleordene for dyrskuet den 13. og 14. juni.

I Horsens håber arrangørerne igen i år at få fyldt dyrskuepladsen godt op. Der er plads til både de store maskinudstillere og de mindre lokale erhverv og gårdbutikker. Billedet er fra sidste års dyrskue, som havde 12.000 besøgende. Foto: Horsens Dyrskue
Bestyrelsen bag Horsens Dyrskue glæder sig til at slå portene op til endnu et brag af et dyrskue i weekenden den 13. og 14. juni.
Med mere end 155 års historie er dyrskuet stadig et af de stærke samlingspunkter for landbrug, erhverv og byens borgere.
- Landbruget har været meget i fokus – og ikke altid på den positive måde. Hvis vi i fremtiden skal bevare forbrugernes opbakning, skal vi blive langt bedre til at vise, hvor langt dansk landbrug allerede er kommet i den grønne omstilling, understreger dyrskuets formand Henrik Graversen.
Derfor vil man i 2026 opleve flere spændende aktiviteter og formidlingsområder, hvor publikum kan følge fødevarerne fra jord til bord.
Nye udstillere på vej
Interessen for dyreudstillingerne er stigende, især inden for heste og kødkvæg.
- Det er nogle helt unikke rammer på den gamle dyrskueplads i Horsens med de hyggelige stalde. Rygtet har spredt sig, og vi hører fra flere, der ønsker at udstille for allerførste gang. Selvom det er kødkvæg og heste, der fylder mest i staldene, har vi en god flok malkekvæg. Blandt andet har vi i år tiltrukket en ny udstiller med malkekvæg, fortæller næstformand Karen Cecilie Grotkær.
Der arbejdes målrettet på at samle et stærkt felt af standudstillere, som kan være med til at skabe både faglighed, udstilling og oplevelse.
Håber på endnu flere maskiner
Jens Thaysen, der sammen med Søren Fuglvig og Marianne Sørensen står for salget af stande, ser positivt på tilmeldingerne:
- Vi håber igen at få fyldt pladsen godt op. Der er plads til både de store maskinudstillere og de mindre lokale erhverv og gårdbutikker. Hvis man vil være sikker på en god placering, så tag fat i os allerede nu.
Efter et flot comeback i 2025 forventes det, at endnu flere maskinudstillere vender tilbage her i år. De store maskiner er altid et trækplaster og bidrager til formidlingen af de nyeste teknikker og dyrkningsmetoder, lyder det fra arrangørerne.
Der er stadig ledige stande i flere størrelser, så der er plads til alle – fra nicheproducenter og fødevareiværksættere samt leverandører til hobby- og deltidssegmentet.
Sidste år blev Horsens Dyrskue besøgt af 12.000 gæster.





































