Når Ribe Dyrskue på fredag slår bommene op til Hovedengen, bliver det med rekordmange dyr.

I alt er 478 dyr tilmeldt. Det er 66 flere end ved sidste års rekord, og dermed bliver skuet det største, der nogensinde er blevet afholdt i dyrskuets 161-årige historie. Selv uden de 61 fjerkræ og fire æsler, som deltager for første gang, ville årets dyrskue også have sat ny rekord.

- Vi er både glade og stolte over den store opbakning. Det er dejligt at opleve, at så mange udstillere har lyst til at komme til Ribe, siger Karen Kjær, formand for Ribe Dyrskue.

Fårene er for alvor tilbage

En af årets største fremgange findes hos fårene. Med 48 tilmeldte får bliver fåreudstillingen den største i mange år.

Inden for malkekvæg er 95 kreaturer tilmeldt, og med 93 stykker kødkvæg er udstillingen også her markant.

Dyrskueformand Karen Kjær peger på det forhold, at Ribe Dyrskue er et endagsskue, og at det som det eneste blev afholdt i 2021, efter Danmark så småt begyndte at åbne op efter corona-nedlukningerne.

- Resultatet blev et rekordskue det år. Vi troede, at det var en engangsoplevelse, men vi tog heldigvis fejl. Siden er der flere gange blevet sat nye rekorder. Den hidtil største tilslutning var i 2024, hvor 452 dyr var tilmeldt. Dyrskuet måtte dog aflyses kort før åbningen, da Hovedengen stod under vand efter usædvanligt store regnmængder.

Udsolgt maskinudstilling

Også området med maskiner er fyldt til bristepunktet på årets skue i Ribe.

- Det har været udsolgt længe, og vi har en lille venteliste. Vi kan ikke udvide pladsen, men håber at få plads til alle næste år, siger Claus Christiansen, der står for tilmeldingerne og administrationen af skuet.

Jysk Landboforening er arrangør af det historiske dyrskue på Hovedengen med domkirken og den gamle by som et flot bagtæppe.

Sammen med en styrke af frivillige er dyrskueudvalget og de øvrige bag skuet i år rykket yderligere sammen for at få afviklet det store arrangement på fredag, efter den mangeårige tovholder Jens Christiansen døde i foråret.

Ribe Dyrskue foregår fredag den 31. juli fra klokken 9.00 til 16.30. Foruden bedømmelserne af de mange dyr er der blandt andet grisevæddeløb, VM i gummistøvlekast, børnedyrskue, rideopvisning og spændende aktiviteter rundt på pladsen. Heriblandt kommer jægerne med en stor stand.

Besøgstallet i Ribe ligger traditionelt på 10.000-12.000 gæster.

478 tilmeldte dyr i Ribe

Malkekvæg - 95 stk.

Jersey 39

Dansk Holstein 54

Rød Dansk Holstein 2

Kødkvæg - 93 stk.

Simmental 28

Limousine 14

Angus 1

Dansk Blåkvæg 3

Piemontese 4

Skotsk Højlandskvæg 12

Galloway 3

Grauvieh 5

Murray Grey 3

Dexter 8

Jysk 1

Wagyu 2

Pinzgauer 3

Heste - 55 stk.

Æsler - 4 stk.

Får - 48 stk.

Geder - 17 stk.

Fjerkræ - 61 stk.