- Førhen tog vi på dyrskue hvert andet år, men med vores overtagelse af faciliteterne i Gørding, kommer vi hvert år, forsikrer Ole Hansen, der for et år siden købte Gørding Smede- & Maskinforretning efter maskinhandler Laurids Schmidts dødsbo.

Lige siden starten i 1999 af Ole Hansens Smede- & Maskinservice på hjemadressen i Stenderup har han været en aktiv inden for service og reparation for lokale landmænd, entreprenører og virksomheder.

Ikke mindst siden 2015, hvor rettighederne til produktion og salg af Mortensens Kornvalser blev overtaget fra Johs. Jensen i Holsted, har virksomheden udviklet sig.

Derfor glæder han sig over de nye og langt større rammer i Gørding for de 11 ansatte, inklusive ham selv og de to sønner, Sebastian og Niklas, som i fællesskab er indehavere af familievirksomheden.

Kornvalser til ind- og udland

På standen på Ribe Dyrskue vil der blive vist et bredt udsnit af kornvalserne, som produceres i størrelser fra 150 til 750 millimeter valsebredder. Kapaciteten er fra 700 kg valset korn og op til 5,5 tons i timen.

Anvendelsen er primært hos husdyrproducenter og foderstoffer, men knusning af granit og glas nævner Ole Hansen også.

Valserne sælges og serviceres både i ind- og udland. Der kører mange i både Norge, Sverige og Tyskland, men der er også solgt blandt andet til Frankrig og helt til Egypten.

Mange maskiner

Også maskiner, som Gørding Smede- & Maskinforretning forhandler, vil være repræsenteret på stand 62.

Det gælder blandt andet den tyske Stiegel minilæsser, som forretningen har fået forhandlingen af. Også en drænplov, en brakpudser og en fræser vil kunne studeres på standen.

I Gørding rådes over en stor butik med alle fornødenheder i landbruget og hos private som værktøj, beklædning, plæneklippere, motorsave m.v. På standen vises blandt andet et udpluk af Stiga-produkterne.