10.000 trodsede regnen i Ribe
Både udstillere og arrangørerne havde et godt dyrskue, selvom heldagsregn netop den dag afløste sommervarmen.

Trods dagsregnen kom der 10.000 gæster på dyrskuepladsen i Ribe den sidste dag i juli. Fotos: Erik Hansen
Efter flere dage med over 30 graders varme mødte rekordmange dyr og 10.000 dyrskuegæster op på Hovedengen i Ribe fredag den 31. juli - til heldagsregn og næsten en halvering af varmegraderne.
- Det giver naturligvis en anden stemning, og selvfølgelig er det ærgerligt, at det lige skal regne i dag. Men når det nu ikke er høstvejr, har landmændene i stedet god tid til at komme her på dyrskuet, lød det fra en trods alt tilfreds formand for Ribe Dyrskue, Karen Kjær, på den traditionsrige dyrskueplads med Ribe Domkirke og landets ældste købstad som et flot bagtæppe.
Karen Kjær, der har stået i spidsen for endagsskuet i syv år, glæder sig over, at udstillerne og landmændene bakker så flot om det historiske skue.

- Regnen giver naturligvis en anden stemning, men vi og udstillerne havde en god dag, lød det fra dyrskueformand Karen Kjær efter årets udgave af Ribe Dyrskue.
Ribe Dyrskue havde i år rekordtilmelding med ikke mindre end 478 dyr. Ligeledes var maskinudstillingen fyldt til sidste kvadratmeter på det begrænsede areal på Hovedengen.
- Alle havde en god dag, og vi har fået god respons fra flere udstillere efterfølgende, lyder det efter skuet fra dyrskueformanden hjemme fra kvæggården i Kalvslund, som hun driver sammen med husbonden Niels.
Travl dag
Blandt de mange lokale maskinforretninger og øvrige firmaer, som trofast bakker op om skuet i Ribe, er JMJ Brørup.
- Vi har været med hvert år, siden vi etablerede firmaet i 2010. Det er vigtigt at være her og møde de mange landmænd, men også kunder som entreprenører, kommuner og hele den grønne sektor, der også er flittige dyrskuegæster.
- Vi får mange kontakter, og skuet er ikke større, end der er tid til at komme tilbage en gang mere senere på dagen, lyder det fra Morten Kristensen, der sammen med broderen Jakob og deres far Jens Kristensen havde en travl dag lige fra morgenstunden på Hovedengen med fremvisningen af hele maskinforretningens brede produktprogram.

Lige siden brødrene Morten (i forgrunden) og Jakob Kristensen (bagest) startede JMJ Brørup uden for Ribe, har de udstillet på Ribe Dyrskue. - Vi har en travl dag og får mange kontakter, siger Morten Kristensen.
Vindere i Ribe
Malkekvæg
Bedste kvie på tværs af racerne: Nr. 4149 fra Young Breeders, Sønderfenner, Ø. Vedsted (jersey)
Jersey - besætningskonkurrencen: Sønderfenner, Ø. Vedsted
Jersey - bedste ældre ko: Nr. 1746 fra Hausted Jersey, Bobøl
Jersey - bedste yngre ko: Nr. 4887 fra Sønderfenner, Ø. Vedsted
Holstein - besætningskonkurrencen: Højager Holstein, Hjerting
Holstein - bedste ældre ko: Nr. 3429 fra I/S Midtgård Holsteins, Hillerup
Holstein - bedste yngre ko: Nr. 10618 fra I/S Vinum Dairy, Vinum
Kødkvæg
Bedste hundyr: L. Vedbøl Tanja P fra S.A. Limousine, Toftlund (Limousine)
Bedste tyr: Pedersens Admiral fra Michael Pedersen, Birkelev (Piemontese)
Heste
Bedste hingst: Klara og Dres Lund, Egtved (Shetlandspony)
Bedste hoppe: Signe Horndrup, Brenderup Fyn (Welsh Cob)
Bedste føl: Anette Andersen, Tønder (Frederiksborg)
Får og geder
Bedste får: Niels Christian Jensen, Fårup (Texel)
Bedste 1. års får: Casper Jensen, Vorgod Ø (Suffolk)
Bedste 1. års vædder: Brian Lundgaard, St. Darum (Shropshire)
Bedste buk: Kim Lindegaard, Grindløse (Mohair)
Bedste ged: Marina B. Nielsen, Spøttrup (Dværgged)
Kaniner
Bedste kanin: Jørn Schmidt, Bevtoft (Belgisk Hare)
Fjerkræ
Bedste fjerkræ: Ib Hollænder















































