Dyrskueforening i Hjørring kan blive en realitet

Når udstillerne mødes til socialt samvær lørdag den 19. juni, vil de blive præsenteret for tankerne bag en fremtidig dyrskueforening. En forening som skal knytte folk tættere til skuet i Hjørring.

To års corona-pause gør det svær at vide, om opbakningen til dyrskuet i Hjørring fortsat vil være den samme. Som en del af en strategiplan vil bestyrelsen for skuet derfor præsentere ideen om en dyrskueforening, som kan knytte folk tættere til skuet. Arkivfoto: Tenna Bang

Når LandboNord næste år åbner dørene til Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv, er det højst usædvanligt, at der både sidste år og nu igen i år ikke har været noget dyrskue, hverken i Fjerritslev eller i Hjørring.

- Og hvad så? Er der stadig den samme opbakning? Det ved vi jo reelt set ikke, siger dyrskuebestyrelsens formand Lars Mellemkjær.

Derfor vil han og bestyrelsen fremlægge nogle tanker omkring en dyrskueforening. Det sker, når udstillerne er inviteret til et arrangement lørdag den 19. juni – dagen hvor flagene kunnet have vejret over dyrskuepladsen i Hjørring, hvis ikke det var for corona.

Forening for frivillige

Det er et middagsarrangement, som primært handler om hygge og socialt samvær, men hvor dyrskuebestyrelsen også vil løfte sløret for nogle af deres tanker omkring skuets fremtid, ikke bare i 2022, men også på længere sigt.

- I dyrskuets bestyrelse har vi selvfølgelig snakket strategi og fremtid. For hvilke konsekvenser har to års pause egentlig, det ved vi faktisk ikke. Samtidig ser vi i tiden, at mange faktisk gerne vil gøre en frivillig indsats, og det er jo ikke nogen hemmelighed, at en stor grad af tilblivelsen at et sådant skue er baseret på frivillige, fortæller Lars Mellemkjær.

Derfor er tanken med en forening at samle de, der allerede hjælper i forvejen og nye, som godt kunne tænke sig at gøre en indsats i en forening, som kan arrangere skuet. Selvfølgelig med dyrskuebestyrelsen i spidsen.

Knytte folk tættere til skuet

Hvad foreningen skal hedde, hvad et medlemskab skal koste og mange andre detaljer, har bestyrelsen ikke et overblik over.

- Lige nu er det vigtigste, at få ideen præsenteret for udstillerne. Og så ser vi, når vi har vores opstartsmøde lige efter sommerferien, og folk har haft tid til at tænke lidt over det, om det er noget, der er opbakning til, siger Lars Mellemkjær.

Han håber med en forening at kunne knytte folk tættere til skuet.

Hjørring Dyrskue, Fødevarer & Frilandsliv løber af staben fredag den 17. og lørdag den 18. juni 2022.

- I dyrskuets bestyrelse har vi selvfølgelig snakket strategi og fremtid. For hvilke konsekvenser har to års pause egentlig, det ved vi faktisk ikke.

Dyrskuebestyrelsens formand Lars Mellemkjær

Skuet i Hjørring kunne i 2020 have fejret sit 175 års jubilæum.

Skoleelever på gårdbesøg

Hvert år inviterer LandboNord 4.000 nordjyske folkeskoleelever til Hjørring Dyrskue. Det er en dag, hvor eleverne har mulighed for at søge oplysninger om landbruget, og lærerne har mulighed for at inddrage landbrugserhvervet i undervisningen.

Endnu et corona-aflyst skue skal ikke afholde de nordjyske skoleelever fra at snuse til landbruget.

- På den baggrund har Landbonord valgt at sponsorere en række busser til besøg hos nordjyske landmænd, så vi fortsat kan oplyse de nordjyske skoleelever om landbrugets betydning i vores del af landet, siger næstformand i LandboNords bestyrelse, Torben Farum, som allerede har booket en række busser.

Læs også