- Det var over al forventning. Vi har aldrig haft så mange folk på Aulum Dyrskue før. Vi har talt os frem til, at der i hvert fald var 5.000 besøgende.

Det var en begejstret formand for Aulum Dyrskue, Erik Sørensen, der kunne se tilbage på dyrskuet i det vestjyske.

- Efter nedlukningen og en sommer med mange aflyste dyrskuer, vidste vi godt, at folk trængte til at komme ud. Da vejret så samtidig var med os, gik det hele op i en højere enhed, konstaterede formanden, der også kunne se traktortrækket fredagen op til dyrskuet trække fulde huse med 2.000 gæster, som man havde tilladelse til at lukke ind.

På selve dyrskuedagen, glædede formanden sig over, at eneste coronarestriktion var, at der skulle fremvises gyldigt coronapas, hvis man ville sidde i restaurationsteltet for at spise sin frokost.

Højere niveau

Udover det flotte besøgstal bed formanden også mærke i et Aulum Dyrskue, hvor niveauet i ringen var hævet i forhold til tidligere år.

- Der var flere dyreudstillere end vi plejer – blandt andet nogle som plejer at stille op på Landsskuet i Herning. Det gav skærpet konkurrence, fortæller formanden, der håber at udstillerne også vil tage turen til Aulum, når der næste år forhåbentlig kan plottes flere dyrskuer ind i kalenderen.

- Vi har fået mange positive tilkendegivelser, så vi håber at se alle igen til næste år, siger Erik Sørensen.

Dagens vindere

Det blev en Byway-datter fra Dueholm ved Skive, der løb med titlen som bedste yngre og bedste Holstein, mens Skovgård ved Them hev bedste ældre Holstein, bedste kvie, bedste besætningsgruppe og en ærespræmie for højeste NTM med hjem.

En Heztry-datter fra Dueholm tog titlen som bedste ældre DRH.

Hos Jersey var det en VJ Mojn-datter fra Morten Lyngsøe Sørensen ved Kjellerup, der blev kåret til bedste Jersey, mens bedste jerseykvie kommer fra I/S Spangsberg ved Skjern.

Årets Miss Aulum blev en Murray Grey-ko fra Finn Kristensen, Aalestrup.

- Efter nedlukningen og en sommer med mange aflyste dyrskuer, vidste vi godt, at folk trængte til at komme ud. Da vejret så samtidig var med os, gik det hele op i en højere enhed.

Erik Sørensen, formand for Aulum Dyrskue