Fyns største gårdbutik på dyrskuepladsen
Tilmeldingen til fødevaremarkedet på Det Fynske Dyrskue 2022 er åbnet.

Til sommer vil dyrskuegæsterne i Odense kunne besøge Fyns største gårdbutik med 30 boder, hvor der præsenteres fynske specialister. Billedet er fra fødevaremarkedet på det seneste dyrskue i 2019. Foto: Erik Hansen
Forberedelserne til næste års fynske dyrskue, som finder sted den 17. til 19. juni, er i fuld gang. Mange erhvervsudstillere har allerede tilmeldt sig med en stand på pladsen i Odense, og nu er der også åbnet for bestilling af boder på »Fødevaremarkedet«.
- Her bliver der mulighed for at fremvise og sælge masser af lækre grøntsager og andre fynske specialister. Vi rejser 30 boder side om side, hver på 3x3 meter, som kan lejes. Derfor tør vi godt slå fast, at vi her åbner Fyns største gårdbutik, fastslår dyrskuechef Sara Ekknud Windell.
Hun oplyser, at interesserede producenter og andre med fødevaretilbud til de omkring 50.000 gæster nu kan booke plads på fødevaremarkedet. Prisen for en bod i de tre dage er 2.200 kroner eksklusive moms.