Det Fynske Dyrskue: Marianne har styr på både børn og ærespræmier

Skuets praktiske gris har været med i små 20 år og nyder dagene på dyrskuepladsen, når der rigtigt er travlt. Marianne Neumann begynder for alvor forberedelserne til Det Fynske Dyrskue i januar.

Små 20 år har Marianne Neumann fra Patriotisk Selskab været en del af Det Fynske Dyrskue. De første mange år i sekretariatet. I dag med ansvar for åbningsceremonien om fredagen, hvor de mange skole- og børnehavebørn gør deres entre på en store dyrskueplads.

- Traditionen tro, inviterer vi alle institutioner og skoler til at komme gratis ind om fredagen. Vi gør meget ud af, at det ikke er en fridag, men at det stadig er en dag med læring. Derfor har vi fået udviklet en del materiale, som vi sender ud til skoler og børnehaver i god tid, så der er mulighed for at forberede besøget, fortæller Marianne Neumann.

Lidt ekstra til indlagte børn

Også børneafdelingen på OUH får adgang til materiale, og her inviteres de indlagte børn sammen med deres forældre til at besøge skuet i løbet af weekenden.

- De indlagte børn får lidt ekstra. Det har de fortjent, siger Marianne Neumann og glædes også over de forskellige udstilleres velvilje overfor projektet.

- Vi har et rigtigt godt samarbejde med pædagogen på OUH, så da hun spurgte ind til lidt ekstra materiale fra de forskellige udstillere, så de kunne dykke lidt dybere ind i det, fik de i overflod. Det var så dejligt at opleve.

 

Begynder et halvt år før

Forberedelserne til dyrskuet tager for alvor fat i januar. Her bruges tiden blandt andet på kontakt til sponsorer med aftaler om ærespræmier. Ifølge Marianne Neumann er der heldigvis en stor velvilje, og de har tit præmier, der under skuet kan fordeles mellem de forskellige husdyrkategorier.

- Det er en stor glæde for både os og de deltagende, siger hun.

Børnenes hus

Også Børnenes hus er på Marianne Neumanns liste over ansvarsområder.

Her sidder ofte pensionerede landmænd, der både kan fortælle historier og svare på spørgsmål fra de mange børn og børnefamilier.

- Og så laver vi en tipskupon, hvor børnene skal gå rundt på pladsen og svare på spørgsmål. Det plejer at være en succes, og det er så festligt, når man efterfølgende kan se, at der er blevet delt farvestrålende kasketter ud for rigtige svar. Som dagen skrider frem, kommer der flere og flere børn med kasketter på pladsen.

Marianne er i ærespræmie-huset

Når skuet er under afvikling, benytter Marianne Neumann en stor del af tiden i ærespræmie-huset. Her skal der holdes styr på, hvem der får ærespræmie. Der skal laves kort med de korrekte navne, og præmier skal udleveres.

- Vi opererer med mellem 200 og 400 præmier, så det går der god tid med, smiler hun.

Derudover er Marianne Neumann det, hun selv kalder for, praktisk gris, især i forbindelse med skuets åbning.

- Vi skal have gæsterne budt velkommen. Flaget skal hejses, mikrofonerne skal tændes, gæsterne skal følges til frokost. Alle de små ting, der bare skal fungere. Dem er jeg inde over.

 

Arvtager er på plads

Når Marianne Neumann på et tidspunkt vælger at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, er hendes arvtager fundet.

- Vicki Bang var med på dyrskuet for første gang, da hun netop var blevet ansat hos os i Patriotisk Selskab, i 2019. Nu skal hun med igen, og denne gang får hun en del flere opgaver, smiler Marianne Neumann, og vender sig mod Vicki Bang, der netop er kommet ind på dyrskuepladsen, hvor Avisen og Marianne har sat hinanden stævne.

- Jeg glæder mig, siger Vicki Bang.

- Det er en uvurderlig hjælp at have sådan en som Marianne omkring sig. Hun ved, hvad der skal gøres, og sætter mig i gang. Der er meget mere arbejde bag kulisserne, end jeg havde forestillet mig. Og der er det jo guld værd, at Marianne har det store overblik og enorme viden om, hvad der skal sørges for og hvem der skal kontaktes hvornår, siger Vicki Bang.

 

Læs også