Grøn og vedvarende energi på skuet
Den grønne og vedvarende energi har fundet vej til dette års Sønderjyske Fællesdyrskue.

Arkivfoto
Klimaudfordringer og voldsomt stigende priser på fossile brændstoffer som olie og gas, har øget manges fokus på den grønne og vedvarende energi.
Det vil også kunne mærkes i forbindelse med Det Sønderjyske Fællesdyrskue, hvor der blandt udstillerne vil kunne ses og opleves udbydere af netop den grønne energi.
Blandt dem virksomheden Søndersø Energi i Aabenraa, der har specialiseret sig indenfor blandt andet varmepumper, solceller, jordvarme og vindmøller.
Også virksomheden Frørup Smede- og Maskinforretning er blandt udstillerne, hvor der foruden stoker- og pillefyr, også er varmepumper på programmet
Stort behov
Indenfor landbruget er energibehovet stort – både i form af boligopvarmning, men især i forbindelse med driftsbygninger.
Samtidig er landbrugsjord også blevet interessant i forbindelse med blandt andet solcelleparker og vindmølleparker, som der med regeringens seneste udspil, står til a skulle etablere langt flere af i de kommende år.
Krigen i Ukraine og de efterfølgende voldsomt stigende priser på både olie og især gas, har også øget interessen indenfor landbruget, for mere stabile og mere grønne energiformer.
Politiske ambitioner
I Danmark er ambitionen politisk, at man i 2050 skal være uafhængige af fossile brændstoffer – kul, olie og gas.
Det betyder, at vedvarende energikilder som for eksempel vind- og solenergi samt biomasse skal kunne dække hele landets energiforbrug – samtidig med at det samlede energibehov er konstant stigende.