Det Fynske Dyrskue er klar med jubilæumsbrag – fra traditionelt til moderne dyrskue
Det Fynske Dyrskue har på grund af den globale pandemi været uden et fysisk dyrskue i to år. I år er dyrskuet tilbage som vi kender det på dyrskuepladsen, men i en moderniseret udgave med et hav af nye aktiviteter for at fejre Det Fynske Dyrskues 140-års jubilæum.

Hvert år siden 1882 har Det Fynske Dyrskue været en fast tradition for tusindvis af familier, som nysgerrigt har deltaget i folkefesten, og efter to års fravær under corona glæder det arrangørerne, at sommeren kan skydes i gang på dyrskuepladsen. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Det Fynske Dyrskue er klar med Fyns største jubilæumsfest. Sådan lyder det fra holdet bag Det Fynske Dyrskue, der efter to år uden et fysisk dyrskue nu igen kan invitere fynboerne til dyrskue på dyrskuepladsen den 17. til 19. juni 2022.
Udover alle de traditionelle oplevelser er årets dyrskueprogram også spækket med nye moderne aktiviteter for hele familien. Som noget nyt er der blandt andet fællessang, hvor dyrene bliver sunget op. For de mindste vil det være muligt at bygge insekthoteller og lave sit eget dyrskue ud af genbrugsmaterialer. Derudover indtager E-sporten Det Fynske Dyrskue, hvor man virtuelt kan være landmand for en dag. I Humlehaven står den på ølsmagning og kåring af Fyns bedste øl. Der vil også være escaperoom på dyrskuepladsen, cirkus Flik Flak laver shows og Det Rullende Madværksted indtager pladsen.
Mange af de nye initiativer skal især hylde lokale fødevarer, biodiversiteten og bæredygtighed, når fynboerne om kort tid igen kan mødes til dyrskuet for at markerer dets 140-års jubilæum.
- Vi glæder os helt vildt til at se op mod 50.000 glade fynboer på dyrskuepladsen til en kæmpe fejring af vores jubilæum. De tre dage kommer til at indeholde en masse nye og moderne aktiviteter, som skal skabe gode oplevelser for vores gæster, siger Lars Iversen, formand for Det Fynske Dyrskues koordinationsudvalg.
Aflysningen blev startskuddet til fornyelsen
Coronapandemien har de seneste to år spændt ben for det klassiske dyrskue, så arrangørerne har måtte tænke kreativt. Som noget af det første blev dyrskuet lavet i en digital udgave, hvor de fynske børn kunne gå på opdagelse i alle dyrene, landbruget og en masse læringsmateriale. Derudover er der i flere omgange blevet afholdt såkaldte krible krable arrangementer i Munke Mose med hjælp fra naturvejledere. På dyrskuepladsen blev Dyr´skuret indviet, hvilket er et lærings- og aktivitetsrum for byens børneinstitutioner og dagplejere.
Det Fynske Dyrskue er en begivenhed, der normalt varer tre dage i juni med deltagelse af godt 50.000 gæster deltager. Men med initiativerne her er der i højere grad lagt op til at gøre Det Fynske Dyrskue til en helårsbegivenhed.
- Jeg er overbevist om, at de mange nye initiativer vil få Det Fynske Dyrskue og dyrskuepladsen til at ose af liv hele året. Personligt glæder både jeg til at få indviet de mange nye aktiviteter på sommerens dyrskue, som i år falder sammen med fejringen af vores jubilæum, siger Lars Iversen.
Ny fødevarefestival til at markere 140-års jubilæum
Med 140 år på bagen har Det Fynske Dyrskue i flere årtier været koblingen mellem land og by. Her har landbruget og fødevareproducenter kunnet vise forbrugerne, hvor de lokale fødevarer kommer fra. Den tradition tages med videre i år, hvor der er øget fokus på bæredygtigheden i landbruget og fødevareproduktionen med en helt ny fødevarefestival.
- Alle dagene afholder vi vores Ma’ Festival, hvor man kan få lækker street food og drikke fra Humlehaven. Og så tør vi godt sige, at Fyns største gårdbutik åbner herude under dyrskuet. Der vil være op mod 30 boder med lækre grøntsager og fynske specialiteter, som besøgende selvfølgelig kan købe med hjem. Ved hver bod kan man få præsenteret varerne og få smagsprøver, så man kan blive klogere på vejen fra jord til bord, fortæller Lars Iversen.