Roskilde Dyrskue har i gennemsnit haft over 91.000 besøgende ved de seneste 10 skuer.
Besøgstallene for Roskilde Dyrskue slår det tydeligt fast. Skuet er en stor publikumsmagnet. Når dyrskuet løber af stablen i begyndelsen af juni, vil der således være stort rykind på Dyrskuepladsen i Roskilde.
Efter to »corona-aflysninger« – i 2020 og 2021 – fik Roskilde Dyrskue comeback i 2022, hvor skuet blev besøgt af 92.590 gæster, hvilket er knap 1.300 over gennemsnittet for de seneste 10 udgaver af det store skue.
Besøgsrekorden stammer fra dyrskuets 50-års jubilæum i 2019, hvor besøgstallet var imponerende 113.017. Det er hidtil eneste gang, at besøgstallet er kommet over »de magiske« 100.000 i løbet af de tre dyrskuedage.
Den tidligere rekord var på 97.088, der gik gennem tælleapparaterne i 2011. Året efter var der »kun« godt 79.000 gæster, og det er – som det fremgår af oversigten over besøgstallene ved de seneste 10 dyrskuer – omvendt det laveste besøgstal.
Det samlede besøgstal for de seneste 10 skuer har været 913.017, hvilket giver et fornemt gennemsnit på 91.302 besøgende. Det er således ingen overdrivelse at betegne Roskilde Dyrskue som et gigantisk trækplaster.
Besøgstal seneste 10 skuer
2022: 92.590
2020 og 2021: Aflyst
2019: 113.017 (rekord)
2018: 85.850
2017: 87.026
2016: 86.342
2015: 93.995
2014: 92.840
2013: 85.114
2012: 79.155
2011: 97.088