Klar til et spændende sommerdyrskue i Ribe

Der er lagt op til både traditionsrigt og spændende program, når 2023-udgaven af Ribe Dyrskue finder sted fredag den 28. juli på dyrskuepladsen i den smukke domkirkeby.

Masser af gæster på Ribe Dyrskue. Her et foto fra sidste års skue, der satte ny besøgsrekord med hele 12.300 gæster i løbet af dyrskuedagen. Arkivfoto: John Ankersen Ribe Dyrskue byder igen i år på stor opbakning fra dyreudstillerne, hvor den store Holstein-race inden for malkekøer traditionelt byder på flest dyr til bedømmelse. Arkivfoto Ribe Dyrskue byder igen i år på mange flotte heste indenfor flere racer, hvor bedste hingst, hoppe og føl skal findes. Hestene er også populære blandt store og små gæster på skuet. Arkivfoto

Der er lagt op til en både spændende og oplevelsesrig dag, når starten går for årets Ribe Dyrskue, der traditionen tro holdes den sidste fredag i juli måned.

I år er det fredag den 28. juli, at startskuddet går kl. 9.00 til en festlig dyrskuedag i Ribe, der vil byde på både flotte topdyr i ringen, erhvervsudstillere og en række underholdende events i løbet af dagen.

Ribe Dyrskue skydes officielt i gang af formand for skuet, formand for Sydvestjysk Landboforening, Niels Laursen, inden de så går løs på dyrskuepladsen med de første dyr til bedømmelse i ringen.

Bedømmelsen af malkekvæget efterfølges af udpegningen af skuets Superko indenfor både Holstein og Jersey-racen.

Formiddagen sluttes af båd kåringen af skuets bedste hingst, hoppe og føl.

Bedst på tværs af racerne

Eftermiddagen på Ribe Dyrskue indledes med de spændende konkurrencer inden for kødkvæg, der kulminerer med den prestigefyldte Interbreed-konkurrence på tværs af racerne, hvor bedste tyr, hundyr par etc. skal findes.

Også blandt de lidt mindre dyr er der spændende konkurrencer om eftermiddagen hvor de bedste dyr inden for får og geder skal bedømmes og kåres.

Mange erhvervsudstillere

Det er ikke kun i dyrskueringen, at der i forbindelse med dyrskuet bydes på masser af spændende og interessante oplevelser.

Omkring 100 erhvervsudstillere vil stå klar på skuet, der spænder over mange forskellige brancher inden for blandt andet landbrugsmaskiner, foderstof, rådgivning, uddannelse, finans, politik og meget, meget mere.

Grisevæddeløb og kaninhop

Ribe dyrskue byder ikke kun på dyr til bedømmelse i ringen. Også i den mere underholdende afdeling vil der være masser af sjove oplevelser.

En af traditionerne på Ribe Dyrskue er det altid publikumspopulære grisevæddeløb, der finder sted flere gange i løbet af dagen.

Det samme gør kaninhop-konkurrencerne, ligesom der også bydes på hesteopvisning med et Showhold fra Frieser Midt og Køreopvisning af juniorer fra Gittes Kuskeskole i Rødding.

Gentagelse af succesen

Det er ikke altid, at vejrguderne har været med Ribe Dyrskue, der jo traditionen tro afholdes den sidste fredag i juli måned.

De seneste to år har Ribe Skue hvert år overgået sin egen succes med store besøgstal – i 2022 med 12.300 gæster, der var det hidtil suverænt højeste besøgstal nogensinde. En rekord slået med over 2.000 flere gæster end året før.

En ubestridt succes som arrangørerne håber kan gentages i år.

Ribe Dyrskue kan opleves fredag den 28. juli fra kl. 9.00 – 16.30 på Hovedengen i Ribe. Se mere på RibeDyrskue.dk

Læs også