Landbrugsskole viser klima- og energivejen
Gråsten Landbrugsskole er blandt udstillerne i forbindelse med Ribe Dyrskue. Skolen har senest opgraderet på klima- og energidagsordenen

Foderrobotten kører via skinner i gulvet selv ind i stalden og fodrer de 200 køer i besætningen på Gråsten Landbrugsskole. Foto: John Ankersen
Landbrugsskolerne er altid godt repræsenteret rundt om på landets dyrskuer. Det gælder også Gråsten Landbrugsskole, der er blandt udstillerne i forbindelse med Ribe Dyrskue.
Skolen har været inde i en rivende udvikling de senere år med nye uddannelsestilbud og løbende moderniseringer og udbygning af skolens faciliteter.
Senest kunne Gråsten Landbrugsskole denne sommer officielt indvie sit seneste skud på stammen, der bringer skolen helt i front på klima- og energiområdet – to nye koncepter til staldende for både kvæg og grise.
Sammen med GreenFarm og Lely Center Rødekro har Gråsten Skole etableret og opført et klima- og energianlæg, der øger energiudnyttelsen og nedbringer mængden af klimagasser, samt udnytter energien fra gylle til energiproduktion.