Nedtællingen er i gang til sommerens dyrskuer. Blandt andet i Lemvig.
Lemvigegnens største arrangement – Lemvig Marked & Dyrskue – afvikles i år den 1. og 2. juni.
- Datoerne giver sig selv, da vi traditionen tro går efter den første weekend i juni. Hvordan vejret så bliver de dage, er altid lidt spændende, men vores erfaring er, at det kun sjældent påvirker oplevelsen på flyvepladsen i Rom, hvor dyr og maskiner er udstillet udendørs sammen med de mange aktiviteter, som vi arrangerer sammen med Lemvig Flyveklub. Det er en unik kombination, der gør et traditionelt dyrskue til en folkefest for hele Nordvestjylland, og vi har da også allerede for længst fået de første tilmeldinger fra de udstillere, der år efter år bakker op om arrangementet, siger Henrik Damgren fra Fjordland.
- Det er ugen før valget til Europa-Parlamentet, og vi kan derfor tydeligt se, at ikke mindst de politiske partier allerede har booket en plads på flyvepladsen
Henrik Damgren, Fjordland
Klovdag om lørdagen
Makkerskabet mellem landboforeningen og flyveklubben står som tidligere bag det grundlæggende koncept for Lemvig Marked & Dyrskue, hvor lørdagen traditionen tro er »klovdag« med kvægudstilling, mens avls- og fritidsheste fylder dyrskueringen til søndagens »hovdag«.
Begge dage er omgivet af en stor udstilling med maskiner og produkter til landbruget og livet på landet samt stande med udstillinger og aktiviteter fra lokale forretninger, foreninger og institutioner.
- Vi byder på oplevelser og inspiration til hele familien. I det fælles udstillingsudvalg er vi i fuld gang med at invitere nye udstillere til at være med, ligesom vi arbejder på et program med både velkendte og nye aktiviteter. Det er ugen før valget til Europa-Parlamentet, og vi kan derfor tydeligt se, at ikke mindst de politiske partier allerede har booket en plads på flyvepladsen, hvor vi helt sikkert igen kommer til at se profilerede politikere, siger Henrik Damgren.
Thisted ugen efter
Fjordland står også bag Dyrskuet Thy-Mors, der holdes på dyrskuepladsen i Thisted ugen efter; lørdag den 8. juni. Her indledes traditionen tro med arrangementet »Landbruget i børnehøjde« fredag den 7. juni, hvor børn fra Thisted, Morsø og Struer Kommuner inviteres til rundvisning på dyrskuepladsen.