Over 200 dyr i ringen på Agro Nord

223 dyr er meldt til dette års Agro Nord.

Når Agro Nord slår dørene op i Messecenter Vesthimmerland, bliver det med repræsentation af alle fire malkeracer i ringen – i alt 223 dyr.

- Vi er særdeles tilfredse. Det er faktisk vildt, siger koordinator Mette Bech og løber ned over listen med antal tilmeldte dyr.

Alle går de i ringen for at dyste om ærespræmier, rosetter og bånd. Og selvfølgelig de ærefulde titler, hvor toppen af poppen er »Miss Agro Nord«.

Bedste malkeorganer

I år kåres »bedste malkeorganer«, som afløser den tidligere bedste yver-konkurrence. Men i år bliver det lidt anderledes.

- Hver udstiller kan stille med én ko – de må selv vælge hvilken, siger Mette Bech, som håber, at rigtig mange vil deltage.

Besætningskonkurrence for kvier

Som noget nyt kan man i år stille med en besætningsgruppe af kvier. Det kræver minimum tre dyr i gruppen, og Holstein må gerne mixe både rød og sort.

Ideen kommer fra Landsskuet i Herning, men blev prøvet af på Kimbrerskuet i Aars i efteråret. Dengang med stor succes.

Nogle af dem, der stiller op til konkurrencen, er familien Bering Andersen, som til konkurrencen vil stille med tre holsteinkvier.

- Genetikken stammer endda fra tre forskellige firmaer, AI Total, Key Genetic og World Wide Sires, forklarer Kent Andersen fra Vester Vogdrup ved Tårs i Vendsyssel, hvis datter Sara er primusmotor i familiens deltagelse, hvor der også stilles med en jerseykvie.

Dommer fra Schweiz

Thomas Ender skal i år dømme holsteinkøerne. Han kommer fra Schweiz og har blandt andet dømt flere af de unge mennesker i Battic i Belgien.

Han er på den internationale dommerliste for Holstein og har været afkomsinspektør i Schweiz i en årrække.

I dag er han fuldtidslandmand og driver en produktion med nogle ret kendte kofamilier.

Måske endnu mere kendt, i hvert fald i den danske dyrskuering, er årets Jersey og RDM-dommer, Mogens Madsen, som er afkomsinspektør og mangeårig rutineret og vellidt dommer.

Genetikfirmaer

Hele baggrunden for den over 40 år gamle kvægfagmesse, Agro Nord, var afkomsgrupperne, og dem skal de besøgende selvfølgelig ikke snydes for i år. Her stiller der grupper fra Viking, Key Genetic, Dansk ABS og AI Total.

Genetikvirksomhederne Semex og BreednCare har, sammen med de andre genetikfirmaer, stand i stalden, mens World Wide Sires står inde ved erhvervs- og maskinudstillerne.

Antal tilmeldte dyr

RDM 3

Jersey 87

DH 110

DRH 23

Læs mere om AgroNord 2024

På Agro Nord præsenteres det bedste avlsmateriale indenfor dansk og udenlandsk kvægavl. Agro Nord er et skue fyldt med kvæg og kosnak. Her er bedømmelse af afkomsgrupper og elitekøer af de fire danske malkeracer.

Læs mere her

Læs også