Klar med tre køer og to kvier: En driftsleder og to elever har overtalt chefen

Søren Henningsen var ikke i tvivl, da hans ansatte kom og spurgte, om de måtte tage dyr med til Agro Nord. - Selvfølgelig skal de have den oplevelse.

Den unge chef Søren Henningsen (tv.) bakker gerne op om de unges spirende dyrskueinteresse. Amalie er på skole nu, men hjælper til i weekenderne. Det var hende og Simon, som fik hinanden gejlet op til, at de nu skal på Agro Nord. Foto: Søren Henningsen Det er nyt for både Simon og Line at deltage i et dyrskue. Lyngsø Agro har 275 køer.

Hos Lyngsø Agro ved Nibe er det flere år siden, at man sidst har været på dyrskue.

- Vi har ikke været på dyrskue siden 2011, men for år tilbage var vi altid med til Nibe Dyrskue, fortæller Søren Henningsen, som er 32 år gammel og overtog ejendommen efter sine forældre sidste år.

Selvom mor havde passet kalve i 25 år, havde hun lyst til at prøve noget andet, og det betød, at Søren måtte på jagt efter en elev. Det blev Amalie.

Amalie er på skole nu, og hendes plads i stalden med de 275 køer er afløst af Line, samtidig er Simon blevet ansat som driftsleder i stalden.

- Amalie og jeg har arbejdsweekend sammen, så jeg tror, vi har gået og gejlet hinanden lidt op omkring det dyrskue, fortæller Simon.

Dyrskue for første gang

For Simon og Line er det med dyrskuer nyt, meget nyt, mens Amalie har en smule mere erfaring.

- Amalie var elev før Line og er på skole nu. Hun var til dyrskue for første gang på Kimbrerskue i 2022 og blev helt fascineret. Siden har hun været udstationeret og har hjulpet andre på dyrskuer. Hun har også hjulpet Viking med at passe køer på Agromek og deltaget i klippekonkurrence på Kimbrerskuet, fortæller Søren.

Men det var ikke kun Amalie, der talte om dyrskuer, det gjorde Simon også.

- Jeg tror, det er det her med, at når man kommer på landbrugsskole, så møder man nogen med samme interesse, og så får man også selv lyst til at prøve det, beskriver Simon.

Søren fortalte Line, at både Amalie og Simon var ret interesserede i at få køer med til Agro Nord.

- Og så fik Line helt julelys i øjnene, forklarer Søren Henningsen.

Med i klippekonkurrence

De tre unge mennesker skal afsted sammen, mens Søren kommer, når han er færdig med at fodre.

Line og Amalie deltager i klippekonkurrencen.

- Jeg har ikke prøvet det før, jeg har kun klippet en hest, siger Line og fortsætter:

- Jeg glæder mig til at prøve noget nyt og få noget læring ud af det. Jeg tror, det bliver sjovt, siger Line, som foruden Amalie kender en enkelt til klippekonkurrencen.

De er tre om det

De tre unge mennesker stiller tre køer og to kvier til bedømmelse.

- Vi skal selv vaske og klippe, men jeg tror, det her med, at vi er tre om det, det er det, der driver det, og så har vi bare fået snakket hinanden varme på det, fortæller Simon, mens Søren bakker fuldstændig op.

- Jeg har sagt, at det skal være interessen, der driver det, og så vil jeg gerne bakke op om de materialer og ting, der nu skal bruges. Men det føler jeg også i høj grad, det er, forklarer Søren.

Og mens Amalie og Line ser klippe-videoer på YouTube, kigger Simon mere på videoer af, hvordan dyrene skal gå.

Nyt for alle på et eller andet tidspunkt

Det er en stolt arbejdsgiver, der sender sine tre medarbejder mod Agro Nord.

- Det er dejligt at have nogle ansatte med så stor interesse, både for at være her, men også for at vise landbruget frem, så det vil jeg hellere end gerne bakke op om, siger Søren og fortsætter:

- Når man er en forholdsvis ung chef, så er det ikke så mange år siden, man selv har været samme sted. Jeg kan tydeligt huske det og har også selv været med til at trække køer på dyrskue, hjælpe til Agromek og sådan noget. Så jeg kan nemt sætte mig ind i det.

- Og man kan ikke bruge som undskyldning, at man ikke har prøvet det før, for det er jo nyt for alle på et eller andet tidspunkt. Så man er nødt til bare at springe ud i det, siger Søren.

Læs også