Vestjysk AI-virksomhed skal sikre smartere logistik i biogasbranchen
Esbjerg-virksomheden Elite IT satser på kunstig intelligens til smartere drift af biogasanlæg.

Arkivfoto
Kunstig intelligens er på vej til at ændre driften af biogasanlæg markant. Med realtidsdata og algoritmer kan både kørselslogistik, dokumentation og ressourceudnyttelse optimeres – med gevinster for både økonomi og miljø.
Det arbejder Elite IT målrettet med. Virksomheden, der i årevis har leveret IT-systemer til biogasbranchen, har netop åbnet en udviklingsafdeling i Aalborg, hvor AI-ingeniører integrerer machine learning i hele værdikæden.
- Ved at integrere AI i vores løsninger gør vi det muligt at planlægge smartere, reagere hurtigere og dokumentere mere præcist. Vi er ikke i tvivl om, at der er tale om noget ægte epokegørende, siger direktør og partner Carsten Skovbjerg i en pressemeddelelse.
Løsningen bygger på Microsoft-teknologi og omfatter bl.a. en driver-app med GPS-baseret rute- og tidsstyring, integration til vægte og realtidskommunikation med chauffører. Systemet lærer og forbedrer sig over tid via feedbackloops.
- Vi ser AI som en naturlig forlængelse af ERP-platformen. Det handler ikke om at erstatte mennesker, men om at spare tid og frustrationer, så beslutninger kan træffes på det bedst tænkelige grundlag, siger Carsten Skovbjerg.
Elite IT er nu vokset med en udviklingsafdeling i Aalborg, hvor man har etableret sig i NOVI Science Park, hvorigennem der er tæt tilknytning til forskningsmiljøet på Aalborg Universitet.











 
                                        
































