Succesen gentages – Kokkekonkurrence afholdes igen i år i de grønne omgivelser på dyrskuepladsen.
Søndag den 9. juni danner Det Fynske Dyrskue rammen om kokkekonkurrencen Schiøtz Prisen.
Her har skuets besøgende mulighed for at komme helt tæt på, når professionelle kokke fra øverste hylde skal fortolke det fynske spisekammer.
Historien bag
Schiøtz Prisen er med støtte fra Albani Fonden skabt til at være en årligt tilbagevendende begivenhed, som skal sætte Fyn og de ypperlige fynske produkter på det gastronomiske landkort.
Det er ikke første gang, at Schiøtz Prisen løber af stablen.
- Vi gentager succesen fra sidste år og trækker igen konkurrencen ud i grønne omgivelser, hvor maden skal tilberedes energivenligt over bålgrill, lyder det fra arrangørerne.
Ambitiøs og anerkendt kokkekonkurrence
Det er en ambitiøs kokkekonkurrence, men det foregår i øjenhøjde med dyrskuets gæster.
Publikum kan komme helt tæt på, når kokkene dygtigt tryller de velsmagende retter frem, og du kan endda få lov at smage på herlighederne.
Undervejs vil konferencieren desuden sikre, at du får et fint indblik i det, der foregår.