Børnedyrskuet: Igen på niveauet fra før corona
99 børn udstiller i år på børnedyrskuet, hvilket er en stigning på 17 procent siden sidste år.

- I en tid, hvor alle snakker om børns udfordringer med skærme, er det fascinerende, at vi kan holde fast i traditionerne og de ingredienser, som i over 70 år har været kernen i børnedyrskuet – nemlig fællesskabet omkring dyrene, fastslår projektleder for børnedyrskuet på Det Fynske Dyrskue, Lars Toftdahl. Arkivfoto
Antallet af udstillere på Børnedyrskuet har været jævnt stigende, siden corona-pandemien over to år lukkede Det Fynske Dyrskue. I år er ingen undtagelse.
Der kommer ponyer, hunde, smådyr og kæpheste på årets børnedyrskue – og der kommer flere af dem end i efterhånden en hel del år.
Siden 2022, som var første år efter de to aflyste dyrskuer på grund af corona, er antallet af udstillere steget med 68 procent til de 99 udstillere, som børnedyrskuet kan mønstre, når det i år afholdes som en del af Det Fynske Dyrskue i Odense.
Dyrene er kernen
- Det er det højeste antal udstillere de sidste fem år. År ét efter corona-pandemien var vi helt nede på 59 udstillere, men med årets antal udstillere er vi næsten tilbage på niveauet fra før corona, siger Lars Toftdahl, projektleder på børneskuet.
Siden 1985 har han stået i spidsen for børnedyrskuet sammen med Jette Nielsen, og han er ikke i tvivl om, hvorfor corona-nedlukningen kostede så på opbakningen.
- Coronaen betød, at der forsvandt to årgange, og det er dyrt for børnedyrskuets fødekæde af udstillere, siger Lars Toftdahl og tilføjer, at det konstante fokus på børnedyrskuets kerneværdier formentlig betyder, at man næste år er helt tilbage på udstillerniveauet fra før coronaen, hvor der i 2019 var 120 udstillere.
- I en tid, hvor alle snakker om børns udfordringer med skærme, er det fascinerende, at vi kan holde fast i traditionerne og de ingredienser, som i over 70 år har været kernen i børnedyrskuet – nemlig fællesskabet omkring dyrene. Derfor er vores fokus også at holde fast i en masse gode traditioner og tage små udviklingsskridt, siger projektlederen og nævner kæphestene som et af de få nye initiativer, som man har brugt kræfter på i år.
Børn fra alle dele af samfundet
Børnedyrskuet var for første gang en del af Det Fynske Dyrskue i 1953, og dengang handlede det meget om, at landmandsbørnene skulle have noget at hygge sig med, når familien deltog på dyrskuet. Sådan er det ikke mere.
- Det er børn fra alle dele af samfundet og fra alle egne af Fyn og Trekantområdet, der kommer på børnedyrskuet. De har kun det til fælles, at de elsker dyr. Børnedyrskuet giver vores unge udstillere en fantastisk mulighed for at dele ud af deres viden og måske inspirere andre børn til at få de oplevelser, der følger med at have dyr, siger Lars Toftdahl.
Den berømte teltplads
Ligesom for de voksne udstillere på Det Fynske Dyrskue kan børnene også – hvis de ønsker det – stille op i forskellige bedømmelser og konkurrencer. Men de har også noget, som de voksne udstillere ikke har, for børnene behøver ikke gå hjem, når solen går ned.
De fortsætter fællesskabet på teltpladsen, hvor mere end halvdelen af børnene overnatter.
- Vores teltplads er berømt på børnedyrskuet. Det er vigtigt for vores sociale fokus og fællesskabet børnene imellem. Det er forældrefri zone, så børnene kan virkelig dyrke det fællesskab, som bliver bygget stærkere år efter år. For mange af børnene er det nemlig også en tradition at komme tilbage på børnedyrskuet år efter år, siger Lars Toftdahl.
De omkring 50.000 gæster, som plejer at besøge dyrskuet, kan i år glæde sig til at se 72 ponyer, tre hunde, 10 smådyr, 14 kæpheste og mindst 99 glade børn på børnedyrskuet.

99 børn deltager med deres dyr på årets børnedyrskue i Odense. Foto: Kommpress









































