Digitale dyrskuedyr
Over 100 dyr er indsendt til digital bedømmelse ved årets »dyrskue«.
Dommerne kommer på noget af en opgave, når de inden årets dyrskue skulle have været afholdt i Odense sidst i denne uge, skal have fundet frem til skuets bedste.
Det sker på baggrund af de langt over hundrede fotos og videoer af dyr, som fynske kvægholdere og hestefolk har udvalgt og indsendt til digital bedømmelse.
Ud fra denne virtuelle bedømmelse kåres skuets bedste malkeko, bedste besætning, bedste tyr og bedste kødkvægko med kalv. Indenfor hestene finder dommerne skuets bedste hingst, hoppe og vallak.
Via likes på dyrskuets facebookside har publikum også mulighed for at kåre deres favoritter. De dyr, som får flest likes, er her vindere indenfor skuets sødeste kødkvægskalv og føl.
De vindende dyr, som offentliggøres på dyrskuets hjemmeside og facebookside samt her i LandbrugFyn, får diplom og præmie.







































