Første dyrskue aflyst på grund af Corona
Landbrugsmessen Gl. Estrup har valgt at droppe årets dyrskue på grund af Corona-situationen, og dyrskueformand forventer, andre går i samme spor.

Roskilde Dyrskues sekretariatschef, Charlotte Frimer Petersen (i baggrunden), forventer på nuværende tidspunkt, at dyrskueformand Povl Fritzner går på talerstolen fredag den 5. juni og byder velkommen til årets store skue.
CORONA Allerede midt i marts blev landets første dyrskue aflyst, og det er Landbrugsmessen Gl. Estrup i Auning øst for Randers, der som følge af Corona-situationen har taget den beslutning.
Det østjyske dyrskue skulle have fundet sted i weekenden den 23.- 24. maj, og ifølge dyrskueformand Tina K. Nielsen er det umuligt at planlægge og afholde en messe allerede om to måneder.
- Vi har et ansvar alle sammen. Vores land er lukket ned, og ingen af os har et kvalificeret bud på, hvornår situationen normaliserer sig. Vi har et ansvar overfor vores udstillere, fortæller Tina K. Nielsen og siger, at flere udstillere har henvendt sig til messen og spurgt ind til hvor sent, man kan melde fra, hvis situationen ikke bedres.
Gl. Estrups beslutning gør, at de kan nå at træde på bremsen, inden der bliver brugt endnu flere timer og penge på en messe, som fra regeringens side måske alligevel ikke kunne blive holdt.
Roskilde Dyrskue afventer situationen
Tina K. Nielsen vurderer, at deres beslutning får indflydelse på sæsonens øvrige dyrskuer, og hun er overbevist om, at det her ikke er det sidste dyrskue, som tager denne beslutning.
Indtil videre forventer landets største skue, Roskilde Dyrskue, at afholde årets arrangement, der ligger i dagene 5.- 7. juni.
- Vi håber, at Corona-virus er drevet over på det tidspunkt samt at diverse restriktioner på forsamlinger derfor ikke vil gælde i juni, lyder det fra Roskilde Dyrskues sekretariatschef, Charlotte Frimer Petersen, i en udtalelse på dyrskuets hjemmeside.
- Men, tilføjer hun, tingene udvikler sig jo lynhurtigt, og vi holder naturligvis skarpt øje med myndighedernes udmeldinger.