Nyt og gammelt mødtes
På 50-års jubilæumsdyrskuet i Roskilde var der mulighed for at se maskiner og redskaber anno 1969 contra 2019 – og et glimt af fremtiden.
Der var i anledningen af Roskilde Dyrskues 50-års jubilæum et festligt gensyn med en række traktorer og redskaber anno 1969 og dermed fra første dyrskue på pladsen i Roskilde.
Men der var også mulighed for at se landbrugets maskiner anno 2019, og dermed kunne de besøgende let se, hvordan landbrugsmaskinparken har ændret sig på de 50 år. Der var sågar også et blik ind i den teknologiske fremtid – Agrointelli Robotti radrenser blev således vist frem.
Forskellige maskinhandlere stillede op med de moderne maskiner, mens det var Dansk Veteran Traktor Klub, der stillede med veterantraktorer og redskaber.
Maskinshowet blev vist et par gange hver af de tre dyrskuedage og trak mange interesserede tilskuere, hvoraf mange satte pris på, at man kunne se mange af dem kørende, og ikke kun parkeret på de forskellige stande rundt på pladsen.
Og et par veltalende speakere var på plads på podiet. Bent Delfs med et godt indblik i datidens maskiner, og Mathias Hansen fra LandboUngdom, der præsenterede nutidens og fremtidens maskiner.





































