Ud til Faaborg Fjord går en flok Skotsk Højlandskvæg og græsser på tre hektar foran en sort-hvid bindingsværksejendom ved Dyreborgskoven. Landperlen ejes af Svend Eskildsen og Karen Keinicke, der i dag har tretten af den langhårede race. Men for ti år siden var det slet ikke givet, at de skulle have dyrehold på deres jord. Selvom Karen Keinicke dog havde prøvet sig med nogle får en overgang, og der derfor allerede stod et hegn.  

- I 2007 spørger en nabo, som har for mange kvæg gående, om vi ikke kunne have lyst til at lægge græs til en enkelt ko, og så skulle de nok tage sig af alt pasning og ansvar, forklarer Svend Eskildsen.

Parret siger ja, men koen bliver et så godt bekendtskab for dem, at de året efter beslutter at købe deres egen første ko samt dens kalv. Kalven ender dog ret hurtigt i fryseren, da den viser sig at være umulig at komme til.

- Og så kunne vi jo godt se, at det ikke duede med en ko alene, så vi kontaktede Avlsforeningen for Skotsk Højlandskvæg, fandt en lokal avler og ender med at købe en ko, der er løbet og en tyr i 2009 – og så var vi ligesom i gang, forklarer hobbylandmanden.


En pause i hverdagen

Svend Eskildsen blev med købet af de racerene dyr bidt af at avle. Strategien blev derfor at have en 1-års tyrekalv gående, som skulle løbe to-tre køer, før den skulle slagtes. I dag består besætningen stadig af en avlstyr, og dernæst tre moderdyr, tre 2-års kalve, tre 1-års kalve og tre kalve på 5-6 uger. Og dyrene er i dag en fast del af familien.

- For det første er de smukke at se på, de holder græsset, og så giver de os kød fra dyr, som vi ved, hvordan har haft det i deres levetid. Men allermest giver det os en form for ro, og da jeg arbejdede, var de en slags pause i hverdagen, hvor man kunne glemme alt omkring sig ved at komme ud og snakke med dyrene, siger Svend Eskildsen. 

I februar gik han så som 64-årig på efterløn efter mange år som udviklingsingeniør og fysiker med pendlerjob i København, så nu har hobbyen og arbejdet med kvæget til stor fornøjelse overtaget meget af hverdagen.


Rolig race

Selvom det var en tilfældighed, at racen blev Skotsk Højlandskvæg, er det en race, som Svend Eskildsen altid har haft et godt øje til.

- Jeg er selv opvokset på et traditionelt landbrug i Vestjylland, men jeg kan huske som lille, at min far tog mig med ud til Nørholm Gods ved Sig, som var de første til at have racen, og det var lige så godt som zoologiske have, siger han med et smil.

Noget andet er, hvor rolig racen er, og hvor tam den kan gøres, hvis man sørger for at komme tæt på dyrene. Og nærværen, er noget, parret lægger vægt på.

- Vi går meget op i at snakke med dem og klø og dem hver dag, så de er vant til mennesker og dermed bliver lettere at håndtere. Når en ko får kalv, er vi eksempelvis i starten også ude at se til kalven hver anden eller tredje time for at vænne den til os, siger Svend Eskildsen.


Smittet af dyrskue  

Den ekstra tid til dyrene, som efterlønneren har nu, er også godt givet ud, når Det Fynske Dyrskue nærmer sig. I år stiller Svend Eskildsen nemlig op for anden gang.

- I takt med at vi kom med i avlsfællesskaberne blev vi jo smittet af deres engagement i dyrskuet, så det lå lidt i kortene, at det skulle vi også, forklarer kvægavleren, der godt kan lide at være en slags repræsentant for racen og mødes med ligesindede på skuet.

I 2017 var han derfor afsted med tre dyr, der alle fik 22 point, hvilket han var lidt skuffet over. I år har han 1-års tyrekalven Otto og 1-års kviekalven Olga med på dyrskue, og der er ambitionen at nå minimum 23 point.

- Dyrskue er jo show, og der er meget larm til sådan et skue, og sidst var mine dyr lidt mere urolige end forventet. Så i år skal jeg foruden at lære dem at gå pænt i grime også forsøge at forberede dem på uvante lyde og omgivelser, siger Svend Eskildsen.

Derudover kan Olga prale af en flot pels i silverdun, og det kommer til at kræve noget i forhold til at vaske og holde hende flot hvid på skuet, forklarer ejeren med et grin.

Køer i bofællesskab

Lige nu er tretten dyr i den lidt for gode ende i forhold til græsmængden på parrets jord, så antallet skal tilpasses til godt og vel ni-ti dyr. Enten skal de sælges som levedyr eller slagtes, forklarer Svend Eskildsen. I dag slagter de godt og vel to-tre dyr om året, hvor kødet går til dem selv og venner og bekendte. Dyrene skydes på fold og slagtes lokalt.

Reduceringen hænger dog også sammen med parrets fremtidsplaner. De skal nemlig sammen med 11 andre familier bo i det biodynamiske bofællesskab Torpegård med 7,7 hektar jord blot en spytklat fra parrets nuværende hjem.

- Vi ved jo ikke, hvor længe vi kan holde til at passe stedet her alene, så det så vi som en klar mulighed for fremtiden, men det var et krav for mig, at dyrene kunne komme med, og de var heldigvis mere end velkomne, slutter Svend Eskildsen.