Gennem en årrække har Landbrugsskolen Sjælland i Høng mellem Slagelse og Kalundborg hvert år på denne årstid arrangeret et minidyrskue, og den populære tradition blev for nylig holdt i hævd med en 2019-udgave.

Det foregik på skolens landbrug, Torntofte, hvor der som altid blandt andet var mulighed for at se skolens smådyrstald, hestestalden, fagudstillinger og en maskinudstilling.

- Det er en sand festdag for skolen, hvor både elever og personale i fællesskab har lagt sig i selen for at vise landbruget frem, fortæller Henrik L. Jensen, der er forstander på den vestsjællandske skole.

Med en skyfri himmel viste vejret sig fra den dyrskuevenlige side, og det medførte ganske mange besøgende, som dagen igennem skabte en hyggelig stemning. 

Om formiddagen havde landbrugsskolen blandt andet besøg af mange børn, men gennemsnitsalderen blandt gæsterne steg, som dagen skred frem.

Ikke overraskende fik dyrene stor opmærksomhed hos børnene, men intet kunne hamle op med traktortræk, der nok engang var det store trækplaster på minidyrskuet.