En portefølje af fem ejendomme er netop blevet sat til salg af Ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup via Landbrugsmarkedet. Pris: 125 millioner kroner.
Det er en af de dyreste landbrugsejendomme, man kan købe for penge, der netop er blevet sat til salg via Landbrugsmarkedet.dk.
Der er tale om en bedrift bestående af fem gårde, Øster Gjerndrup, Vester Gjerndrup, Hvilshøj Vestergaard, Søndergaard og Skrivensgård udenfor Brønderslev i Nordjylland med et areal på 394 hektar jord.
Jorden er overvejende JB4-højmarkjord, mens driftsbygningerne er af moderne karakter med nyere faciliteter til blandt andet svineproduktion af 7 kg-grise. Flere af faciliteterne er af nyere dato eller er opdateret indenfor de senere år.
På Øster Gjerndrup er der moderne slagtesvinestalde med 4.500 stipladser og en avanceret foderlade, der senest er opgraderet med Big Dutchman-teknologi i 2022. Samtidig er der en silo med plads til 10.000 tønder korn, halmfyr og en gylletank på 4.500 kubikmeter.
På Øster Gjerndrup findes også et stuehus, der er opdelt i tre lejligheder med et samlet areal på ikke mindre end 639 kvadratmeter.
Er fulgt med tiden
Også Vester Gjerndrup er fulgt med tiden, når man ser på bygningerne. Det er en udlejningsejendom, der blev gennemrenoveret i 2019, og som er delt op i fem lejligheder med et samlet areal på 562 kvadratmeter.
Hvilshøj Vestergaard har et stuehus fra 2002 og klimastalde, der senest blev renoveret i 2019 med nye foderanlæg og ventilationssystemer. Søndergaard og Skrivensgaard bidrager desuden med udlejningsboliger og store maskinhuse, der allerede genererer solide lejeindtægter.
Fire af de fem ejendomme ligger på Hvilshøjvej sydøst for Brønderslev i Nordjylland, og et kig i BBR-registeret afslører, at ejendommene er erhvervet i flere omgange.
Eksempelvis er Hvilshøj Vestergaard købt i fri handel i 2018 for knap 34 millioner kroner, mens Øster Gjerndrup blev købt helt tilbage i 1993 for 5,3 millioner.