Nordjysk landbrug til salg for 54,5 millioner
En moderne landbrugsejendom med 223 hektar jord og kapacitet til over 2.700 slagtesvin mellem Mosbjerg og Bindslev i Vendsyssel er netop blevet sat til salg på landbrugsmarkedet.dk for et stort millionbeløb.

Udover slagtesvinestald og stuehus hører der blandt andet også et maskinhus, en foderlade, og to gastætte siloer til Nr. Vestergaard ved Sindal. Fotos: Ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup
Et moderne landbrug med både planteavl og slagtesvineproduktion er netop sat til salg i Vendsyssel på Landbrugsmarkedet.dk via ejendomsmæglerfirmaet Evald Borup. Prisen er 54,5 millioner, og er et tegn på, at flere og flere store landbrug er blevet sat til salg for nyligt.
Ejendommen, Nr. Vestergaard, ligger mellem Mosbjerg og Bindslev nord for Sindal, og udbydes med 223 hektar jord og fuldt udbyggede produktionsfaciliteter.
Af det samlede areal er 202 hektar agerjord, mens resten udgøres af eng, natur og bygningsparcel. Jorden er veldrænet, og samtlige marker er kalket i efteråret 2024, fremgår det af salgsmaterialet.

Der hører også en gammel svinestald til Nr. Vestergaard, der bruges til alt lige fra sygesti til værksted.
Ejendommen rummer blandt andet et maskinhus på 869 m² med tørregulv fra 2020, foderlade på 507 m² samt to gastætte siloer. Slagtesvinestaldene dækker 2.230 m² og rummer 2.708 stipladser fordelt på fem sektioner. Anlæggene er udstyret med tørfodring, ventilation og inventar, som løbende er opdateret – senest i 2015 og 2018.
Til ejendommen hører også et 300 m²stort stuehus, der blev opført i 1987, mens driftsbygningerne tilsammen udgør 4.286 m².
Ifølge Landbrugsmarkedet.dk er Nr. Vestergaard det andet store landbrug i den nordlige ende af Jylland, der er blevet sat til salg. For nylig blev ejendommen Povtrupgård lige syd for Limfjorden sat til salg for 105 millioner.