En femtedel af landets boliger har brændeovn
19 procent af de beboede boliger i Danmark har en brændeovn. 4 procent har en træpilleovn eller et træpillefyr. Fjernvarme er den mest brugte primære opvarmningsform i vores boliger.

Selvom mange boliger har brændeovn, er der dog i dag færre end tidligere. Det oplyser Danmarks Statistik. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Der er mange boliger i det danske land, hvor du vil finde en brændeovn eller en træpilleovn, hvilket inkluderer træpillefyr. Nærmere bestemt er det 19 procent af de næsten 2,8 millioner beboede boliger, der har en brændeovn, mens 4 procent har en træpilleovn/-fyr. Det viser nye tabeller i Danmarks Statistiks statistikbank. Det svarer til, at 538.000 beboede boliger har en brændeovn, mens 123.100 har en træpilleovn/-fyr.
Selvom mange boliger har brændeovn, er der dog i dag færre end tidligere. Det kan tyde på, at brændeovnene bliver skiftet ud med andre varmekilder i flere hjem eller blot bliver nedlagt.
- Det er interessant, hvordan vi opvarmer vores hjem, fordi det spiller ind i den grønne omstilling. Brugen af brændeovne er forbundet med mere partikelforurening end andre varmekilder, og gamle brændeovne udfases eller opgraderes til nyere og mere miljøvenlige modeller. Samtidig ser vi et ønske om at skifte fra fossile kilder som olie og gas til opvarmning med fornybar energi gennem fjernvarme og varmepumper, udtaler Henrik Huusom, specialkonsulent i Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
68 procent af de beboede boliger i Danmark har fjernvarme. Næstflest beboede boliger, 14 procent, har gasfyr. Der er varmepumpe i 6 procent af boligerne.

Kilde: www.statistikbanken.dk/brande02 og www.statistikbanken.dk/pille02
Fjernvarme mest populær i boliger med brændeovn
I boliger med en brændeovn er det fjernvarmen, der hitter som primær varmekilde. 36 procent af boliger med brændeovn bruger fjernvarme som primær varmekilde, mens kun 13 procent bruger brændeovnen som den primære varmekilde. Det kan skyldes, at brændeovnen for de fleste nærmere er et supplement end en primær kilde til opvarmning.
Selvom fjernvarme er den mest almindelige primære opvarmningsform i de danske hjem, er det kun den tredje mest udbredte primære varmekilde i de boliger, der har træpilleovn eller træpillefyr. I 79 procent af disse boliger bruges ovnen eller fyret som primær varmekilde, mens varmepumpen er den næstmest populære varmekilde. 9 procent har således angivet varmepumpe som primær varmekilde i boliger, der har træpilleovn eller træpillefyr.
Flest brændeovne i landkommuner og oplandskommuner
Geografisk er der stor forskel på udbredelsen af brænde- og/eller træpilleovn/-fyr. Der er ikke overraskende færre i de store byer, hvor der er mange lejligheder, mens der er en større andel af boligerne i landkommuner og oplandskommuner, der har brændeovn og/eller træpilleovn/-fyr. Det er også i disse kommuner, der er flest sommerhuse. Medtager man ubeboede fritidshuse – typisk sommerhuse – stiger antallet fra 538.000 brændeovne og 123.100 træpilleovne til henholdsvis 675.000 og 127.000.
I Gribskov Kommune har mere end halvdelen (52 procent) af de beboede boliger en brændeovn, og for Bornholm, og Lejre Kommuner er det tilsvarende tal 46 procent. I Stevns Kommune har 31 procent af boligerne en træpilleovn/-fyr, mens andelene for Haderslev og Assens Kommuner er henholdsvis 16 procent og 15 procent.

Kilde: www.statistikbanken.dk/brande02 og www.statistikbanken.dk/bol102
Forbruget varierer efter primær varmetype
Ser man på forbruget af træpiller, er det ikke overraskende størst blandt boliger med træpilleovn/-fyr som primær varmekilde med et gennemsnitligt forbrug på 96 gigajoule. Det svarer cirka til 365 sække træpiller á 15 kg. Boliger med varmepumpe som primær varmekilde, men som også har en træpilleovn, har det laveste gennemsnitlige forbrug af træpiller med 25 gigajoule eller 95 sække á 15 kg.
Boliger med brændeovn som primær varmekilde bruger også mest brænde og har et gennemsnitligt forbrug på 62 gigajoule, svarende til lidt mere end fire brændetårne á 1,8 rummeter. Boliger med fjernvarme som primær varmekilde har det laveste forbrug med et gennemsnit på 15 gigajoule eller et enkelt brændetårn.
Der er relativ stor forskel i det gennemsnitlige forbrug af både træpiller og brænde afhængigt af boligtypen. For ekseempel er forbruget af træpiller forholdsvist lavt i sommerhuse. I ubeboede fritidshuse som for eksempel kolonihave- og haveforeningshuse er forbruget af brænde også ret lavt, men i de beboede sommerhuse er det relativt højt. Det hænger sandsynligvis sammen med størrelsen på huset, men også at mange formentlig mest af alt bruger deres sommerhus om sommeren, hvor varmeforbruget er relativt lavt. Beboede sommerhuse opvarmes hele året, og har derfor et relativt højt forbrug sammenlignet med fritidshuse.