Sælger efter 30 år: Svineproduktion med 1.400 søer er lige til at gå til
Efter tre årtier med fokus på svin sætter Flemming Risbjerg sit livsværk, Egebjerg ved Skibby, til salg. Ejendommen med 1.400 søer og moderne anlæg udbydes for 40,5 millioner kroner.

Svineproduktionsejendommen Egebjerg ved Skibby i Nordsjælland er sat til salg for 40,5 millioner kroner. Fotos: EDC Landbrug Poul Erik Bech
Omgivet af marker og læhegn ligger Egebjerg – en svineproduktion med 1.400 søer – lidt uden for Skibby i Nordsjælland. Her har Flemming Risbjerg i 30 år haft sin hverdag. Men nu er tiden kommet til at give stafetten videre.
- Jeg har drevet svineproduktion på Egebjerg i 30 år, og min dåbsattest siger 57 år, men jeg er entreprenør-typen, så jeg kan mærke, at hvis jeg skal nå at prøve noget andet i mit arbejdsliv, så er det ved at være tid. Derfor håber jeg, at der kommer nye kræfter ind med fornyet energi, som har mod på at overtage en moderne og velholdt svineproduktion, siger han.
Egebjerg består af to landejendomme, Egebjerg og Politigården, og er sat til salg for 40,5 millioner kroner. En handel, der omfatter både bygninger, anlæg og den bortforpagtede jord, hvoraf 29 hektar er dyrkbar.
- Jeg har valgt at koncentrere mig fuldt og fast om svineproduktionen, fordi det kræver fuldt fokus, hvis man vil tjene penge på det. Derfor er alt andet jord til planteproduktion også bortforpagtet, men det indgår selvfølgelig i den samlede handel, forklarer Flemming Risbjerg i en pressemeddelelse.
Velholdt og klar til drift
Det er ikke kun produktionen, der har været i gode hænder. Egebjerg er løbende moderniseret, og mere end halvdelen af staldene blev sat i topstand i 2021.
- Generelt har jeg været utrolig påpasselig og gjort meget for, at det ser ordentligt ud. Det giver en kommende ejer mulighed for at overtage en velholdt og driftig svineproduktion med 1.400 søer, der er nem at gå til, siger han.
Med 400 meter til nærmeste nabo og otte kilometer til nærmeste svineproduktion er der desuden gode muligheder for at udvide driften.
- Der er bestemt også mulighed for at udvide produktionen, uden at man skal bekymre sig om naboer eller smitte, tilføjer han.

Til de to gårde hører i alt 36 hektar jord, hvoraf 29 hektar er dyrkbart.
Stor interesse
Salget varetages af EDC Landbrug Poul Erik Bech, hvor landbrugschef Frank Poll mærker en tydelig efterspørgsel på veldrevne bedrifter som Egebjerg.
- Vi oplever stor interesse og efterspørgsel på særligt velholdte og driftssikre landbrugsejendomme og generelt et marked med mange interesserede og købeklare kunder, siger han.
Ifølge Frank Poll er det et gunstigt tidspunkt at sælge.
- Det spiller positivt ind, at svinenoteringerne i øjeblikket er gode, og bytteforholdet er rigtig godt. Strukturudviklingen gør, at mange ønsker at udvide deres produktion. Så længe kvaliteten af bygninger og beliggenheden er god – og det må man sige, at Egebjerg lever op til – så forventer vi en stor interesse for ejendommen, siger han.
Mange muligheder
Egebjerg hører til de ejendomme, der sjældent kommer på markedet, fortæller Frank Poll.
- Svineejendomme i den her kaliber og stand er ikke noget, vi ser meget af på markedet. Beliggenheden er god, driftskapaciteten høj, og ejendommens fleksibilitet tiltaler mange. Du fornemmer med det samme, at der er lagt kræfter i at vedligeholde ejendommen og bygningerne, siger han og fortsætter:
- Det er en ejendom med mange muligheder – hvad enten du ønsker at fortsætte den driftige svineproduktion, udvide eksisterende aktiviteter eller drive jorden som en del af en større portefølje, så er der gode muligheder for det. Det er nærmest kun fantasien og ambitionerne, der sætter grænsen.
For Flemming Risbjerg har valget af mægler været let.
- Frank Poll og EDC Landbrug Poul Erik Bech har et godt navn og et godt lokalkendskab. Frank har tidligere solgt lignende ejendomme, så jeg tænker, han er den rette til opgaven. Vi har haft god kemi fra start, og jeg forventer et godt samarbejde, så jeg kan afslutte min svineproduktion og finde nye, spændende udfordringer, siger han.

Flemming Risbjerg (tv) og Frank Poll (th) har haft et fint samarbejde indtil videre i salgsprocessen, lyder det fra den kommende sælger. Her står de foran Egebjerg.