Nu også Landbolig
Den Velas-ejede Landbogruppen Fyn har etableret en afdeling for salg af huse og ejendomme på op til to hektar.

Landbolig er et nyt koncept for salg af huse og ejendomme i det åbne land på op til to hektar. – Vi oplever stor efterspørgsel, ikke mindst fra byfamilier, siger Birthe Pedersen, Landbogruppen Fyn. Foto: Erik Hansen
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
1. april var det 30 år siden, Birthe Pedersen startede som ejendomsmægler i Ringe med den daværende landboforening Agrogården og sin sparekasse som medejere. Efter en lang årrække som privat ejendomshandler, men stadig med bofællesskab med landboforeningen, nu i Vissenbjerg, solgte hun sidste år forretningen til Velas, der i forvejen ejede Landbogruppen Midt/Øst.
I dag står hun i spidsen for Landbogruppen Fyn, hvor hun sammen med tre medarbejdere fortsat har til huse i Velas-rådgivningscentret i Vissenbjerg.
Hendes speciale med salg af især mindre landbrugsejendomme er videreført, men i det nye samarbejde er segmentet for produktionslandbrug også blevet opgraderet.
Rekordomsætning
- Det er stærkt netværk, hvor vi har vidensdeling, synergi og et stort køberkartotek at trække på, fortæller Birthe Pedersen og nævner, at Landbogruppen består af i alt otte afdelinger, som alle er ejet af landboforeninger, heraf de tre af Velas.
- Det har været en rigtig god start, og i det første år var det den største omsætning, jeg har opnået i de 30 år som ejendomsmægler.
Som noget nyt her fra nytår har Landbogruppen Fyn som det første sted i landet indført et nyt koncept i form af Landbolig.
- Det handler om boliger og ejendomme i det åbne land op til to hektar, måske med en stor have, blandet bolig med erhverv eller et nedlagt landbrug. Disse huse og ejendomme er attraktive for mange, ikke mindst i byerne, og det vil vi naturligvis rette vores markedsføring efter, siger Birthe Pedersen.
Hun understreger, at det er samme personale, som tager sig af Landbolig.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.





































