Har du overvejet, hvem den kommende køber er?

Inden man sætter sin ejendom til salg, er det vigtigt at gøre sig nogle overvejelser om, hvem den potentielle køber kunne være.

Uanset om man ønsker at sælge sin ejendom nu eller på et senere tidspunkt, er det en god ide at gøre sig nogle tanker om, hvem den potentielle køber kunne være.

I den perfekte verden er ejendommen altid salgsklar – men det er langt fra tilfældet. Derfor er det vigtigt, når man ønsker at sælge sin ejendom, at gøre ejendommen salgsklar – men salgsklar til hvad? Skal det være til en ny virksomhedsejer, til en suppleringsejendom eller måske en deltidslandmand? En ejendom skal være attraktiv for køber, og er den ikke det, skal den gøres attraktiv.

Det er vigtigt at være bevidst om, hvilken type ejendom man har – og hvad den kan blive til.

Hvis man vil sælge ejendommen til den ønskede pris, kan det være noget, der tager tid at forberede. Det kan godt være, at det kræver lidt arbejde – måske endda nogle penge. Det kan sagtens indebære, at der er driftsbygninger, som skal fjernes – vil du ikke det, så mener jeg, at man skal overveje at lave en anden prissætning på sine driftsbygninger som sælger.

Et tænkt eksempel: En ejendom kommer til salg. Den har en del bygningsmasse – noget mere vedligeholdt end andet, og så har den en fin mængde tilhørende jord. I dette tilfælde kunne der eksempelvis være to forskellige potentielle købere. Den ene er en svineproducent. Han ønsker udelukkende at købe ejendommen grundet jorden, og for ham er bygningsmassen værdiløs. Han skal derimod ud og finde lejere til bygningerne eller rive dem ned. Den anden potentielle køber er mælkeproducent. Han kan bruge noget af bygningsmassen, men langt fra det hele, da det meste er så nedslidt, at han skal kaste mange penge i bygningerne, hvis de skulle opfylde hans krav. Til gengæld kunne han godt overveje at bosætte sig på ejendommen.

Denne ejendom passer ikke rigtig til nogen af køberne. Havde sælger på forhånd overvejet den potentielle køber, og kun havde ladet de relevante bygninger stående, så havde ejendommen måske været langt nemmere at omsætte, fordi den tog sig attraktiv ud. Det koster at få fjernet bygninger, men gør man ikke det, så må man forvente en nedgang i salgspris.

Præcis samme tanker kan man gøre sig, hvis man skal ud at købe.

Det er vigtigt at være bevidst om, hvilken type ejendom man har – og hvad den kan blive til.

Carsten Sørensen, afdelingsleder driftsøkonomi, Djursland Landboforening

 

Læs også