»Hedegaard« udenfor Grindsted er blevet sat til salg for 185 millioner kroner, og det har afstedkommet pæn interesse fra potentielle købere.
Hedegaard med liebhaverboligen »Lille Amalienborg« blev i sidste uge sat til salg. Ejendommen på 926 hektar har en 16-værelses bolig på 702 kvadratmeter. Hos ejendomsmægleren EDC i Videbæk har man oplevet pæn interesse for industrilandbruget.
- Det er et industrilandbrug, som der i den grad er opmærksomhed omkring. Vi testede interessen første gang før jul, og der er en dialog i gang. Men vi har et ønske om, at alle, der måtte have interesse for den her størrelse industrilandbrug, får muligheden for at komme ind over, så vi kan lave en god løsning omkring Hedegaard, siger Jan Vistisen fra EDC i Videbæk.
Ejere af industrilandbrug eller fonde
Ifølge mægleren appellerer Hedegaard til flere typer kunder.
- Det er først og fremmest igangværende succesfulde danske industrilandbrugsejere, man vi ser også folk fra erhvervslivet, som har anden erhvervsvirksomhed i Danmark, der går sammen om at investere i industrilandbrug, og endelig kapitalfonde fra Tyskland, Holland og Schweiz, siger han til Effektivt Landbrug.
Han tilføjer, at ejendommen er helt klar til overtagelse.
- Man har brugt 2017 på at strømline hele virksomheden. Der er gjort en kæmpe indsats for at rette tingene ind, så det i dag kører snorlige. Det er en virksomhed, som er til at gennemskue, hvis man ønsker at investere i det, lyder det fra Jan Vistisen.