Af VE og Ejendomsrådgiver hos Fjordland, Henrik Damgren

Hos Fjordland formidles hvert år mange brugte vindmøller til fortsat drift. Møller, der ofte er både over og under 30 år gamle, kan handles til ganske gode priser.

Når møller skifter ejer, er der forskellige faktorer, der er afgørende for den pris, der kan opnås for møllen, og i flæng kan nævnes:

  • Om møllen står på egen grund uafhængig af ejerens øvrige matrikler
  • Hvis der er lejeaftale, så lejeaftalens restløbetid
  • Adgangsforhold
  • Møllens vedligeholdelsesstand – alder på gear/generator og vingetilstand
  • Vigtigst af alt er dog møllens dokumenterede produktion af strøm.

Optimering af møllers produktion af strøm

Enhver ejer af en vindmølle har en aftale med et godkendt servicefirma til at servicere individuelle typer af vindmøller, og ikke alle servicefirmaer er godkendt til at servicere alle typer af vindmøller.

Det er vores generelle erfaring, at servicefirmaerne kun beskæftiger sig med de mølletyper, som de har forstand på. Ligeledes er det vores erfaring, at servicefirmaerne først og fremmest har fokus på, at møllerne er i drift, og i mindre grad hvor meget de producerer.

Generelt er det vores oplevelse, at møller har en faldende produktion af strøm over årene, og årsagerne hertil kan være flere. Generelt er det også således, at jo lavere møller er, desto mere er møllernes produktion relativt faldet.

Vedligehold af læhegn

Møllernes produktion er, ud over den forekommende vind i et område, også påvirket af landskabets ruhed, som det betegnes i fagsproget. Til ruhed hører bakker, dale, bygninger, skove, men i særdeleshed også læhegn og remiser af den ene eller anden karakter.

Vil man optimere på møllens produktion, må man derfor også sørge for, at bevoksning omkring møller beskæres. Særligt i forbindelse med den grønne trepartsaftale om rejsning af yderligere 250.000 hektar skov bør man være opmærksom på, hvad det kan have af betydning for møllers produktion af strøm.

Møller med generatoreffekt på op til 1000 kW har i Danmark en totalhøjde på op til 80 meter, hvilket betyder, at vingetip, når vingerne peger mod jorden, når ned til cirka 20 meter over møllegrunden, og det siger sig selv, at skov eller læhegn i vækst over tid vil få stigende betydning for de strømme af vind, der rammer møllen.

Ønsker en mølleejer derfor at optimere en mølles produktion af strøm, må man også kere sig om begrænsning af højden på områdets træbevoksning. I den forbindelse kan man også være opmærksom på, om træbevoksning er placeret i retninger, hvorfra den mest energigivende vind kommer. Hvis ikke man har 100 procent styr på det, kan en vindrose for området give en sikker indikation herom.

Vedligehold af møllen

Der er folk, som servicerer vindmøller, som udtrykker det således, at med den rigtige styring på møllen og optimering af møllens indstilling af vingerne, kan mange møller producere 10–15 procent mere strøm end de gør i dag.

I forbindelse med dokumentation af møller, som vi formidler til salg, gennemgås den logbog, som ligger i enhver mølle. Af logbogen fremgår de ændringer, forbedringer og servicegennemgange, der er lavet på møllen i hele dens levetid.

Ofte ses det, at der er foretaget justeringer i forhold til møllens maksimale ydelse. Det kan være via vinger eller begrænsninger i forhold til vindhastighed. Tiltag, der kan være gjort for at beskytte møllen i en periode op til et skift af gear, hovedleje, generator, vingereparation eller noget helt andet, men hvor det er glemt at fjerne begrænsningen efter endt reparation.

Hvis man som mølleejer konstaterer en faldende produktion på sin mølle, bør man derfor kontakte servicefirmaet for en dialog om optimering af såvel møllens indstillinger, forbedringer på møllen, som et kig på pleje af landskabet omkring møllen. Via Energistyrelsens stamregister for møller i drift kan man finde en oversigt over egen mølles produktion i alle de år, møllen har leveret strøm.

Med dagens priser på strøm svarer en forøgelse af møllens elproduktion med 10 procent ofte til den årlige omkostning ved det lovpligtige årlige service og vedligehold.

Energi