- På lidt over et årti er vi gået fra de første tilsluttede biogasanlæg til nu at have 60 biogasanlæg koblet på gasnettet. Det viser den grønne omstilling af gasdistributionssystemet, med stor decentral produktion af grøn gas. Biogas udgør omkring 40 procent af gassen i det danske net, og den sammenhængende infrastruktur gør grøn gas til en fleksibel forsyningskilde, der kan anvendes lokalt eller lagres, så den er tilgængelig, når der er behov, siger Kim Søgård Bering Kristensen, adm. direktør i Evida ifølge en pressemeddelelse.

Placeringen af biogasanlæg nummer 60 på Lolland understreger udviklingen i regionen. For halvandet år siden var øen ikke tilkoblet gasnettet. Med idriftsættelsen af Grøn Gas Lolland-Falster gasledningen i 2024 blev vejen banet for øget lokal biogasproduktion.

- Opgraderingen får stor betydning for vores udvikling af anlægget i Nysted. Vi kan udnytte flere biomasser bæredygtigt og producere mere gas. Samtidig giver det potentielt mulighed for opførelse af et PtX-anlæg, siger Henrik V. Laursen, adm. direktør i Bigadan.

3.000 parcelhuse

Nysted Bioenergi på Lolland, der har været i drift siden 1998 og ejet af Bigadan siden 2014, behandler årligt 100.000 ton biomasse fra blandt andet lokale landbrug og sukkerproduktion. I fuld drift kan anlægget levere 8,5 millioner kubikmeter biogas, som svarer til det årlige gasforbrug i cirka 3.000 parcelhuse.

Evida har i forbindelse med tilkoblingen anlagt 8 kilometer distributionsledning og 300 meter stikledning.

Derudover er der etableret en modtagerstation til at måle og kontrollere biogassen, inden den sendes ud i gasnettet.

Biogassen kan via Evidas kompressorstation forsyne øvrige virksomheder på Lolland-Falster, eller den kan sendes videre til fordelingsnettet på Sydsjælland alt efter behov.

- Helt afgørende

Tilslutningen af Nysted Bioenergi understreger ifølge Evida biogassens voksende betydning som drivkraft i den grønne omstilling, både nationalt og lokalt. 

I 2025 blev der tilført 653 millioner kubikmeter biogas til gasnettet, hvilket reducerede CO2-udledningen med cirka 1,5 millioner ton. Efter en periode med primært udvidelser af produktionen på eksisterende tilsluttede anlæg, tilkobles der nu igen nye biogasanlæg. Evida har således seks nye biogastilslutninger og tre udvidelser til eksisterende anlæg under etablering.

- Det er helt afgørende, at biogassen opgraderes og kobles på gasnettet. Det er her, værdien for alvor bliver realiseret – både for energisystemet og for de lokalsamfund, hvor anlæggene ligger. Biogas er ikke kun grøn energi, men også en motor for lokal udvikling og arbejdspladser, siger Søren Pind, bestyrelsesformand i Biogas Danmark.

Energi