Lancerer grønt brændstof til tung transport

Circle K Danmark er en af landets førende brændstofleverandører med over 100 års virke i detailhandelsbranchen. | Foto: Circle K.
Hydrogeniseret Vegetabilsk Olie – eller HVO – har længe været bredt udbredt og anvendt i den tunge transport i Sverige. Nu er biobrændslet ved at få sit endelige gennembrud i Danmark som et attraktivt alternativ til den traditionelle dieselolie. Især den type HVO, der er lavet på genanvendt madolie som for eksempel fritureolie til pomfritter – bedre kendt som »UCO« eller »Used Cooking Oil« – er populær.
Produktet HVO 100 fra Circle K består af 100 procent genanvendt madolie (UCO), og gør det muligt at nedbringe CO2-udledningen med op til 90 procent for dem, der kører på det.
Nu får transportsektoren adgang til dette biobrændsel på de første seks Circle K-stationer.
- Hos Circle K Danmark har vi infrastrukturen til at kunne hjælpe den grønne omstilling af transportsektoren på vej. Det er derfor, vi er i gang med at installere lynladestandere på tværs af landet. Det er derfor, vi har investeret i 50 millioner liter Power-to-X produceret e-methanol – eller »flydende el«. Det er derfor, vi nu giver den tunge transport nem adgang til et CO2-reducerende alternativ til diesel direkte fra pumpen med HVO 100, lyder det fra produktchef Sisse Follmann fra Circle K Danmark.