Selv hvis Danmark når de nationale klimamål i 2025 og 2030, er der gigantiske udfordringer med at leve op til EU-klimakrav i perioden frem mod 2030. Biogas kan bringe Danmark i mål med at nå kravene, lyder budskabet fra den samlede biogasbranche.
Biogas kan sikre, at Danmark kan nå EU’s klimamål uden for kvotesektoren, hvilket ellers er en gigantisk udfordring ifølge den seneste statusrapport fra Klimarådet. Det er det overordnede budskab i en brancheudtalelse, som er vedtaget ved Biogas Danmarks generalforsamling den 27. marts.
Brancheudtalelsen har følgende ordlyd:
»Med Klimarådets udmelding om, at Danmark får mere end svært ved at opfylde sine EU-forpligtigelser til at reducere udledningen af klimagasser fra 2021 til 2030, meddeler Biogas Danmark, at biogasbranchen står klar til hurtigt at forøge biogasproduktionen. En hurtigt forøget biogasproduktion bidrager markant til, at Danmark lever op til sine EU-forpligtigelser og giver store reduktioner i udledningen af klimagasser fra landbruget, den tunge transport, industrien og energisektoren. Samtidig styrkes forsyningssikkerheden, når fossil gas bliver erstattet af 100 procent grøn biogas fra 2027. Biogasproduktionen bidrager herudover med at recirkulere næringsstoffer og reducere kvælstofudledningen til vandmiljøet.«
Biogas bidrager på de svære områder
Selv hvis Danmark når de nationale mål i både 2025 og 2030, mangler der stadig reduktioner på over seks millioner ton CO2-ækvivalenter for, at Danmark kan indfri sine EU-klimaforpligtigelser til ikke-kvotesektoren – biler, boliger og bønder – samt LULUCF, der er udledninger fra arealer og skove. De manglende reduktioner til de danske EU-klimaforpligtigelser akkumuleres for perioden 2021-2030.
- Eftersom biogas kan fjerne store mængder metanudledning fra landbruget og samtidig reducere udledningerne massivt i den tunge transport, så rummer biogassen potentialet for store reduktioner på netop de områder, hvor Danmark har størst udfordringer med at nå EU-klimamålene, forklarer formand Henrik Høegh fra Biogas Danmark.
For at biogassen kan yde et maksimalt bidrag, har Biogas Danmark foreslået en samlet politik-pakke, der omfatter forslag om højere CO2-fortrængningskrav i transportsektoren, CO2-afgiftsrefusion for biogas leveret via gasnettet samt fritagelse for en eventuel CO2-afgift på husdyrgødning, når denne afmetaniseres i biogasanlæg. Desuden foreslår Biogas Danmark, at de kommende biogasudbud rykkes frem, og at støtteperioden samtidig halveres til 10 år.
Skarp kritik af Skat
Både CO2-fortrængningskrav og CO2-afgiftsrefusion vil forstærke udviklingen af en produktion af ustøttet biogas. I forlængelse heraf rettede Henrik Høegh en skarp kritik mod Skat, der længe har fastholdt, at biogas leveret via gasnettet skal beskattes som fossil naturgas, mens det kan afgiftsfritages, hvis det leveres gennem en særskilt rørledning.
- Det svarer til, at man besluttede, at elbiler skulle beskattes som fossile biler, når de kører på de fælles motorveje, men hvis de selv betalte for at få etableret nye veje forbeholdt elbiler, så kunne de afgiftsfritages. Det er jo absurd, og Skat må se at komme ud af forrige århundrede og ind i nutiden, hvor skattevæsenerne i både Sverige og Tyskland kan finde ud af at bruge oprindelsesgarantier for danskproduceret biogas som dokumentation for, at der kan gives afgiftsrefusion, sagde Henrik Høegh.