Den aktuelle energikrise har sat de danske landsbyer under pres. Sammen med behovet for en grøn omstilling af hele vores samfund afkræver det nye, lokale løsninger, som kan ruste landsbyerne til fremtiden.

Derfor hylder prisen Årets Landsby i 2023 de landsbysamfund, som har gjort en særlig indsats for at stå sammen om at bringe landsbyerne styrket og grønnere gennem energikrisen med afsæt i lokalsamfundet og den omkringliggende natur. Det kan være med initiativer som nye fælles lokale varmeløsninger, andre former for energiløsninger, en ny transportløsning, understøttende indsatser målrettet lokale erhverv, foreningsliv og lokale medborgere, som bliver presset af energikrisen eller en lokal kampagne for energibesparelse.

I år håber komitéen særligt på at få eksempler frem, som indtænker naturen i landsbyernes udvikling – for eksempel brugen af og adgangen til naturen, biodiversitet eller lokal fødevareforsyning. For landdistrikternes natur er både en væsentlig del af den grønne omstilling og noget af det, som gør landsbyer over hele landet attraktive.

Ansøgningsfrist, proces og præmier 2023

Frem til den 14. juni 2023 klokken 12.00 kan landsbyer landet over indsende en ansøgning om at blive Årets Landsby 2023.

For at komme i betragtning skal landsbyen have under 1.500 indbyggere.

Når de tre finalister er udvalgt, og landsbyerne har fået besked, tager bedømmelseskomitéen på besøg hos finalisterne.

Vinderlandsbyen modtager en check på 50.000 kroner, ligesom anden- og tredjepladsen hver honoreres med 25.000 kroner. Derudover vil vinderlandsbyen blive fejret med en kåringsfest i begyndelsen af efteråret.

Man kan læse mere om kriterierne for at sende en ansøgning afsted, på Landdistrikternes Fællesråds hjemmeside.

Sidste år var det Asaa i Vendsyssel, der vandt.

Årets Landsby

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 27. gang. Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Energi