Dette nye anlæg i Horsens skal eksportere klimavenligt brændstof til hele Europa

Den grønne omstilling af tung transport er i fuld gang i Europa, og det mærkes hos Bigadan, der indvier deres nye Cryogen-anlæg hos Horsens Bioenergi i dag fredag.

Bigadans nye cryogen-anlæg i Horsens er det første af sin slags i Danmark, der både forflyder biometan og bio-CO2 direkte fra et biogasanlæg. Og potentialet er stort. Det anslåes, at der kan reduceres 100.000 tons CO2 årligt i den tunge transport i Europa ved teknikken.

- Vi tager hul på en ny æra i dansk biogasproduktion. Med vores nye cryogen-anlæg har vi udviklet innovative løsninger, der adresserer udfordringerne ved at erstatte fossile brændstoffer med vedvarende energikilder i den tunge transport – det er fantastisk.

Sådan lyder det fra Henrik Laursen, adm. direktør i Bigadan, der har investeret et tre-cifret millionbeløb i et spritnyt Cryogen-anlæg, der i dag den 26. maj indvies hos Horsens Bioenergi.

Anlægget forflyder biogas, der skal eksporteres og anvendes i gaslastbiler på tværs af Europa og opfanger og nedkøler samtidig overskydende CO2, der skal sælges til den danske industri, hvor den bl.a. skal bruges til at forlænge fødevarers holdbarhed.

Det første anlæg af flere

Anlægget i Horsens er det første skridt imod at realisere en CO2-reduktion på 100.000 tons om året til det tyske marked og er det første anlæg ud af flere planlagte anlæg i Bigadans regi.

- Vi har kunder, der efterspørger både flydende bio-metan og bio-CO2, som er produceret direkte af biogassen fra vores biogasanlæg og det er vi super stolte af at kunne levere, siger Henrik Laursen.

Bigadans selskab Bioman forsyner i dag med sine fire gastankstationer rundt om i landet biogas til over 100 gaslastbiler. Betingelserne for at kunne levere biogas til den tunge transport syd for grænsen kræver, at den gøres flydende, og derfor var der ikke langt fra tanke til handling, da Bigadan kunne se, at der var stor efterspørgsel syd for grænsen.

I brancheforeningen Biogas Danmark ser man meget positivt på de store perspektiver.

- Dette anlæg er et vigtigt skridt til at gøre biogassen anvendelig til de tunge lastbiler, der behøver lang rækkevidde. Det er et innovationsløft indenfor biogasbranchen, som virkeliggøres af gode rammevilkår for grøn omstilling i vores nabolande, siger Frank Rosager, der er direktør for Biogas Danmark.

Selskabet Nippon Gas kommer til at aftage den flydende CO2 fra Cryogen-anlægget, mens den tyske tankstationskæde ViGo Bioenergy skal aftage den flydende biometan til deres 24 gastankanlæg i Tyskland.

Læs også