Asger Christensen skal sidde i EU's landbrugsudvalg

Medlem af Europa-Parlamentet, Asger Christensen, Venstre, er blevet genvalgt til at skulle sidde i EU’s Landsbrugsudvalg og Fiskeriudvalg.

Det fremgår af en pressemeddelelse.

Og spørger man Venstre-politikeren, glæder han sig over genvalget:

- Jeg er enormt glad for og stolt over, at jeg allerede nu kan indfri mine to første valgløfter: Jeg gik til valg på at sidde i Landbrugs- og Fiskeriudvalgene. Det er nu lykkedes, siger Asger Christensen.

Udover de to udvalg, som Asger Christensen også tidligere har siddet i, skal landmanden nu også sidde i Transportudvalget. En opgave, der også har stor relevans for landbruget, påpeger han:

- Fødevarerne skal jo transporteres, før de kan spises, siger Asger Christensen og tilføjer:

- Opgaven de næste fem år bliver at sikre den europæiske fødevareforsyningssikkerhed i en tid med krig på det europæiske kontinent. Vi skal være herre i eget hus igen. Det starter ved, at vi kan brødføde vores egen befolkning.

Under valgkampen foreslog Venstre også en håndhævelseskommissær. Og det mener Asger Christensen ikke er blevet mindre vigtigt nu:

- Produktionsdanmark skal kunne levere fødevarer af den højeste kvalitet og med det laveste klimaaftryk. Det kræver frihed under ansvar – derfor skal vi have færre regler og mere fornuft. Det starter ved at sikre, at de andre europæiske lande opererer under samme vilkår som de danske.

Læs også