Danmark forbereder sig på at tage roret i EU fra juli, og Landbrug & Fødevarer har brugt timingen til at få landbrugets dagsordener bragt helt ind i hjertet af Bruxelles. Således har L&F’s formand Søren Søndergaard netop haft et møde med EU’s nye landbrugskommissær Christophe Hansen for at diskutere de centrale udfordringer og muligheder i den kommende reform af EU’s fælles landbrugspolitik, samt det næste syvårige EU-budget.

- Vi står foran en ny landbrugspolitik og et nyt budget, og Danmark får en unik mulighed for at bringe vores ønsker i spil under formandskabet, lød det fra Søren Søndergaard efter mødet med kommissæren.

De første udkast til en ny CAP og budgettet ventes i midten af juli, og derfor gælder det om at være tidligt ude med positionerne. Det var netop målet med mødet i Bruxelles, hvor L&F lagde vægt på en politik, der er mere enkel, fremmer produktion og fastholder EU som global handelspartner.

Blandt L&F’s vigtigste budskaber til kommissæren var behovet for at reducere bureaukratiet i landbruget, især de såkaldte GLM-krav (god landbrugs- og miljømæssig stand), som ifølge organisationen skaber unødige byrder.

- Vi vil veksle bøvlede regler til incitamentsbaseret støtte. Det handler om at skabe en politik, der belønner fremdrift frem for at straffe fejl. Samtidig skal budgettet fastholdes i faste priser for at sikre fødevareforsyningen i en tid præget af global usikkerhed, understregede Søren Søndergaard.

Kommissær med forståelse

Også ønsket om fair konkurrence var centralt. L&F peger på, at europæiske landmænd ofte er underlagt strengere krav end konkurrenter uden for EU – og det risikerer at svække både produktion og eksport. Derfor blev EU’s rolle som global aktør og behovet for aktive eksportinitiativer og handelsaftaler fremhævet som en nødvendig del af landbrugspolitikken.

Ifølge Søndergaard var der lydhørhed hos kommissæren, som både viste forståelse for de danske synspunkter og delte flere af målsætningerne. Blandt andet fremhævede han selv ønsket om at understøtte husdyrproduktionen og styrke mulighederne for generationsskifter i landbruget.

Det kan vise sig væsentligt, ikke mindst i lyset af de strukturelle udfordringer, mange medlemslande, Danmark inklusiv, står over for, når det gælder rekruttering af unge landmænd og opretholdelse af fødevareproduktionen på tværs af EU.

Politisk opbakning

Også rent politisk har fremtiden for fødevarerne fået en platform i det danske EU-formandskab. Således har Folketinget lavet et besøgsprogram for en række EU-parlamentarikere herhjemme, hvor gæsterne skal have et indblik, der, ud over sikkerheds- og udenrigspolitik og digitalisering, også går imod fødevareproduktionen.

Det danske EU-formandskab giver en unik mulighed for at præsentere danske mærkesager og løsninger for resten af Europa, bl.a. gennem virksomhedsbesøg ude i Billund og Brande, der understøtter bæredygtighed og innovation.

Netop virksomhedsbesøgene i Billund og Brande fokuserer på fremtidens fødevareforsyning. Her er der tale om en såkaldt interparlamentarisk konference, der finder sted i Legoland, men nok så interessant omfatter konferencen et besøg hos KMC i Brande for at give parlamentarikerne et indblik i biosolutions og plantebaseret kost.