EU jagter græske toppolitikere i sag om landbrugsstøtte: Sag om svindel for millioner fortsætter i parlament
Mistanke om systematisk misbrug af EU’s landbrugsstøtte har udviklet sig til en politisk sag med 11 parlamentsmedlemmer i centrum. De er nu på vej til at få ophævet deres parlamentariske immunitet.

I svindelsagen i Grækenland er der fundet eksempler på, at landmænd har fået støtte til arealer, hvor man ikke kan drive landbrug, blandt andet i bjergrigt terræn. Billedet her er et arkivfoto, der ikke har noget med den konkrete sag at gøre. Arkivfoto: Colourbox
En omfattende sag om svindel med EU's landbrugsstøtte har ramt Grækenland og trækker nu tråde helt ind i landets politiske top. Det skriver Euronews.
EU's anklagemyndighed, EPPO, efterforsker et organiseret system, hvor landbrugsstøtte angiveligt er blevet udbetalt på et falsk grundlag – blandt andet for jord, der ikke eksisterer, eller som ansøgerne ikke ejer.
Sagen har fået det græske parlament til at tage stilling til, om 11 medlemmer skal miste deres immunitet. Ni af dem har selv bedt om at få den ophævet, og et enigt etikudvalg har anbefalet det samme. En endelig afstemning i parlamentet ventes senere i april.
- Det er en sag, der skal opklares så hurtigt som muligt, siger tidligere landbrugsminister Kostas Tsiaras, som selv er blandt de implicerede politikere, ifølge mediet.
Mistanke om et organiseret system
Ifølge efterforskningen handler sagen ikke om enkeltstående fejl, men om et bredere og systematisk misbrug af EU-midler.
Kernen i sagen er, at der er søgt støtte på et forkert grundlag. Det gælder blandt andet ansøgninger for jord, som ansøgerne ikke ejer, samt oppustede oplysninger om husdyrhold. Derudover undersøger anklagerne tilfælde af falske erklæringer og manipulation af ansøgningssystemer.
Samtidig er der fremkommet en række opsigtsvækkende eksempler, hvor der ifølge efterforskningen er søgt støtte til arealer, der i praksis ikke kan bruges til landbrug. Det gælder blandt andet græsningsarealer på arkæologiske områder, oliventræer registreret i en militær lufthavn og bananplantager på Mount Olympus.
Politikere: Vi har hjulpet borgere
Flere af de involverede politikere afviser, at de har handlet forkert, og fremhæver, at de alene har viderebragt henvendelser fra borgere.
- Jeg mener, at vi har handlet fuldt ud inden for rammerne af vores politiske arbejde ved at fremføre borgeres skriftlige henvendelser, siger parlamentsmedlem Notis Mitarakis.
Ifølge ham handler sagen om borgere, der føler sig uretfærdigt behandlet af administrationen, og som har søgt politisk hjælp.
Systemfejl efter EU-reform
Sagen peger samtidig på mere grundlæggende problemer i forvaltningen af EU’s landbrugsstøtte i Grækenland.
Efter en reform i 2014 blev støtten i højere grad koblet til landbrugsareal frem for produktion. Samtidig er ejerforholdene til jord i store dele af landet uklare, blandt andet på grund af et mangelfuldt matrikelsystem.
Ifølge efterforskningen har den kombination gjort det muligt at søge støtte for arealer, der ligger langt fra den faktiske drift – eller som ansøgerne slet ikke har råderet over.
Konsekvenserne er allerede betydelige. Den græske myndighed OPEKEPE, som har stået for udbetalingen af EU-støtte, er blevet lukket som følge af sagen. Samtidig har en minister i regeringen måttet trække sig.
Efterforskningen er desuden blevet udvidet og omfatter nu også tidligere ministre, viceministre og flere tidligere parlamentsmedlemmer.




































