EuroTier afholdes digitalt til februar
På et digitalt pressemøde torsdag blev sløret løftet for, hvordan EuroTier skal afholdes fra 9. til 12. februar næste år.

Arrangøren af EuroTier-messen, DLG (Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft), har på grund af corona-situationen udviklet en digital EuroTier 2021-udstilling, der afholdes fra 9. til 12. februar næste år. Der er tilmeldt over 1.400 udstillere, og DLG forventer en halv million digitale besøgende. Foto: Per Jørgensen
Den fysiske EuroTier-udstilling, som vi kender, er aflyst på grund af coronasituationen i verden, men udstillingen bliver alligevel afholdt i en digital version i februar måned fra 9. til 12. februar næste år.
Det fastslog DLG (Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft), der er arrangør af EuroTier, på et pressemøde torsdag.
- De stigende antal coronatilfælde, vi ser over hele verden, og de relaterede restriktive rejseretningslinjer for både udstillere og besøgende har desværre resulteret i, at den fysiske EuroTier-udstilling bliver afholdt digitalt, sagde dr. Reinhard Grandke, administrerende direktør for DLG, på et digitalt pressemøde.
Under navnet »Inform & Connect« tilbyder DLG nu en bred vifte af kommunikations- og interaktionsmuligheder for udstillere og besøgende.
Nem digital adgang
- Vi har udviklet en helt ny digital platform, der giver en nem adgang for de besøgende, overblik og de seneste nyheder og guidelines for de forskellige sektorer, som bliver præsenteret på EuroTier-udstillingen, sagde Ines Rathke, projektmanager for EuroTier.
- For DLG er det vigtigt at gøre adgangen til den digitale EuroTier-udstilling så let som muligt. Vi har derfor sammensat tre forskellige udstillingspakker til vores udstillere, der kan bruges individuelt og udvides fleksibelt. Vi tilbyder maksimal rækkevidde og fleksibilitet for både udstillere og besøgende, sagde projektmanageren.
Fra næste uge tilbydes de digitale billetter for besøgende, og allerede 1. februar bliver der mulighed for at få adgang til udstillingen live.
Venter mange besøg
- Det eneste, det kræver af de besøgende, er internetadgang. Åbningstiderne i den digitale verden er jo 24 timer i døgnet, så den digitale platform kan bruges i 24 timer i døgnet, og den digitale platform vil ligeledes være åben indtil 1. april.
- Vi regner med, at over 500.000 mennesker verden over vil følge den digitale udstilling, påpegede Ines Rathke.
Efter en onlineregistrering kan besøgende få oplysninger om udstillerens produkter og tjenester, kontakte dem direkte og deltage i adskillige begivenheder og diskussioner om det tekniske program.
Danske udstillere
Der er tilmeldt over 1.400 udstillere til den digitale version af EuroTier 2021. Udenfor Tyskland har 900 udstillere tilmeldt sig messen. Fra Holland er der tilmeldt 143, Frankrig 109, Italien 80, Kina 59, Spanien 57, Østrig 55, Danmark 53, Belgien 40, Storbritannien 30, Polen og USA 27 udstillere.
Der er 80 godkendte nyheder, og der er uddelt én guldmedalje og syv sølvmedaljer til EuroTier-udstillingen.
EuroTier-guldmedaljen gik til det hollandske firma CowToilet fra Hanskamp AgroTech BV for at reducere ammoniakemissioner fra kvæghold. Teknikken bag er udviklet af virksomheden selv.
CowToilet består af en foderstation og et opsamlingssted, hvor urinen fra koen opsamles og dermed reducerer ammoniakemissionen.
På EnergyDecentral, der er en energiudstilling, som bliver afholdt samtidigt med EuroTier-udstillingen, er der uddelt en guld- og en sølvmedalje.