- Jeg er jo ikke en garvet markmand, men er da godt tilfreds med et udbytte på over syv tons hvede pr. hektar fra de arealer, der drives med økologiske etårige afgrøder sammen med produktionen af hø- og græsmælk i Tude Ådal.

Michael Andersen fra Tøvestensgaarden nær Slagelse er endnu ikke helt i rytme med et fast sædskifte i de økologiske arealer, der hører til den gård, han lejer til hø- og græsmælksproduktionen.

- Mon ikke, vi forsøger med rug til den kommende vækstsæson, forklarer han og glæder sig over det positive problem, at han nu er nødt til at sælge noget af økokornet for at have plads til det hele.

- Det meste skal vi dog bruge i vores egen kraftfoderblanding, siger han.

Stort engagement

De tre år, Michael Andersen på Tøvestensgaarden gav sig selv med det økologiske eksperiment om at kunne malke god mælk på foder, der grundlæggende består af græs fra engarealerne i Tude Ådal, er nu start udløbet.

- Vi fortsætter. Det har vist sig at kunne lade sig gøre. Dyrene er sundere, vi kan skaffe tilstrækkelige mængder med godt enghø, og nu fungerer afsætningen også.

- Det er dejligt, jeg ikke mere skal knokle med at synliggøre vores projekt. Nu starter vi også en gårdbutik og får dermed en endnu større berøringsflade udadtil

Michael Andersen, Tøvestensgaarden nær Slagelse

Michael Andersen ser sig selv som iværksætter, og har da også på den hårde måde lært sig, at det kræver et engagement ud over det sædvanlige.

- Fordi man er iværksætter, skal man også huske at holde balancen i forhold til familien. Derfor skal det hele regnes godt igennem igen, før jeg har bevist, at det kan lade sig gøre.

Livet er andet…

Michael Andersen modtager ofte besøg fra landbrugsskoler og andre grupper, der ønsker at stifte bekendtskab med produktionen af mælk på basis af hø-græs fra Tude Ådal.

- Når agrarøkonomerne fra Dalum Landbrugsskole kommer, gør jeg nu mere ud af at fortælle, at de skal huske at have et liv ved siden af at være landmand. Det er vigtigt at holde balancen mellem virksomheden og familielivet. Det er nemlig også her, du henter overskud til nye ideer, afrunder Michael med et smil.

Synlig og kendt

Michael Andersen reflekterer her i den sidste af reportagerne i Effektivt Landbrug over, hvordan projektet med mælkeproduktion på basis af græsmælk fra engarealer nu er blevet kendt i brede kredse.

- Det er dejligt, jeg ikke mere skal knokle med at synliggøre vores projekt. Nu starter vi også en gårdbutik og får dermed en endnu større berøringsflade udadtil.

- Min rolle har også ændret sig. Fra en begyndelse, hvor det var alt det praktiske med at få det hele til at fungere, der optog min tid, er det nu blevet organiseringen. Det er jo et positivt problem, at vi i år har økokorn og økohalm, vi skal forsøge at sælge.

- Det er i højere grad den slags, jeg nu bruger min tid på. Samlet set er vi jo blevet flere medarbejdere og produktionen foregår to steder, så der er hele tiden mange ting at forholde sig til og træffe beslutninger om, siger han.

Kvæg