Visse 30-års lån uden afdrag har en farlig fodnote

Et 30-års realkreditlån med afdragsfrihed kan passe fint i en pensionsplan, men der er en vigtig fodnote at tage højde for, hvis du tager lånet i enten Realkredit Danmark eller Jyske Kredit, advarer chefanalytiker hos AgroMarkets.

De relativt nye, 30-årige lån med afdragsfrihed kan passe fint i din pensionsplan, men det er ikke lige meget, hvor du tager den slags lån, lyder det fra chefanalytiker hos AgroMarkets, John Jensen.

- Normalt gælder der samme regler for et afdragsfrit lån som for andre kreditforeningslån. Så længe du overholder dine betalingsforpligtigelser, er en aftale en aftale.

- Sådan er det dog ikke nødvendigvis, hvis du tager et realkreditlån med 30 års afdragsfrihed i enten Realkredit Danmark eller Jyske Kredit, advarer John Jensen, og tilføjer:

- Der er nemlig indføjet en passus om udviklingen af prisen på dit hus. Falder den markant, har de nævnte kreditforeninger mulighed for at stoppe afdragsfriheden og pålægge dig at betale afdrag. Det kan gøre situationen meget sårbar for dig, hvis du er gået på pension, har nedsat indtægt eller en økonomi, som er planlagt ud fra afdragsfrihed.

John Jensen gør opmærksom på, at der stadig er kreditforeninger, der tilbyder 30 års afdragsfrihed uden særbetingelser.

Pensionsplan

John Jensen, der rådgiver mange kommende pensionister inden for landbruget, vurderer, at et afdragsfrit realkreditlån over 30 år umiddelbart passer fint ind i en pensionsplan for dem, der skylder 60 procent eller mindre på deres bolig, da de så ikke afdrager huset 100 procent inden pension.

Finanstilsynet har nu valgt at undersøge det samlede udbud af lån med 30 års afdragsfrihed for at klarlægge eventuelle problemer og komme med nye retningslinjer, oplyser AgroMarkets.

mip

Læs også